Netflix og Viaplay erklærer priskrig

Peter Engholm
25@mail.dk

De to onlinetjenester er begge ude med meldinger i dag: Netflix er klar, og Viaplay sænker prisen. Samtidig har Viaplay valgt et dansk bureau til lanceringen.

”Inden årets udgang” lød meldingen fra den amerikanske streamning-tjeneste, Netflix, om sin ankomst i Danmark. Det fik straks konkurrenterne på banen: Viaplay raslede yderligere med sablen, YouSee fortalte om deres YouBio, og både HBO og Blockbuster meldte om hhv. snarlig ankomst og nye tiltag.

Nu er slaget imidlertid i gang: I går inviterede Viaplay så til pressemøde om sit bud på fremtidens online-streaming af film og tv, her til morgen meddelte Netflix så sin ankomst, efterfulgt af en prisnedsættelse fra Viaplay – fra 99 kr. til 79 kr. om måneden, og dermed samme pris som Netflix lanceres til.

Udover prisen kommunikerer både Netflix og Viaplay indhold – d.v.s. leverandører og titler på både serier og film – samt kanaler, i form af de enheder, som indholdet er tilgængeligt på.

Både Netflix og Viaplay har udset sig bureauer til den kommende tids kommunikation – Netflix har valgt på nordisk plan valgt MEC, mens Help-PR bistår med den danske PR. Hos Viaplay placerede man for to måneder siden – efter en bureaukonkurrence – sit nordiske budget hos OMD.

Dertil kommer, at Viaplay – fra sit svenske hovedkontor – har valgt K-2 til PR i forbindelse med den danske lancering samt efterfølgende PR.