Netto vil gerne have noget mere end pris med i posen

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Holdningsprægede reklamer har virket, og derfor går anden sæson med konceptet nu i gang.

Netto har længe fremstået som en af de bedst profilerede dagligvare-kæder i Danmark. Men selvom det er sket gennem en mere grundlæggende prisopfattelse end på slagtilbud, så er det stadig prisen, der er den grundlæggende branding.

Kæden vil dog gerne prøve at udbygge kundernes tilhørsforhold med noget mere, og det er baggrunden for et reklamekoncept, hvor kendte danskere bliver kørt rundt i en indkøbsvogn, mens de udtrykker holdninger om mange forskellige ting.

Konceptet er udviklet af Mantra og havde premiere sidste år. Og det har virket. Derfor sættes anden sæson nu i gang.

“Det er ikke fordi, vi forlader prisen. Den bliver stadig prædiket i tilbudsaviser og en række reklamefilm nøjagtig som den er blevet siden starten på tv-reklamen. Alle ved, at Netto er billig – det er vi helt sikre på – men vi vil gerne have noget mere med på toppen. Dels for at udbygge kundernes tilhørsforhold og dels for at gøre medarbejderne stolte over at arbejde for Netto”, siger marketingchef Heidi Kessler.

Kendskabs-scoren til kendis-reklamerne er høj – hele 77 pct., viser målinger fra The Nielsen Company.

“Det er vi glade for – især, fordi reklamerne oprindeligt var et eksperiment for os. Der er lidt anarki med i spillet – vi arbejder uden manuskript, og de medvirkende kan faktisk godt sige noget kritisk overfor Netto. Hele ideen er, at Netto er for alle – uanset holdning”, siger Heidi Kessler.

Produktionen af Netto reklamerne er lagt i hænderne på instruktøren Mikkel Nørgaard, kendt fra bl.a. Klovn og Anna Pihl, og adm. direktør Hans Henrik Goth fra Mantra.

“Vi har smidt forsigtigheden overbord og er gået endnu mere til kanten denne gang. Der bliver skruet op for holdningerne, og personerne i indkøbsvognen bliver stadig frækkere”, siger Hans Henrik Goth.