I sommer meddelte Netto og Brandhouse, at deres otte-årige samarbejde stopper. Det hang ”ganske enkelt sammen med, at parterne ikke har kunnet finde hinanden i de seneste årsforhandlinger,” lød det i en pressemeddelelse.
I forrige måned skulle kæden og dens leadbureau have mødtes i Netto på Østerbrogade i København for at drikke gravøl. Det er imidlertid udsat – og uddybes længere nede.
I mellemtiden har Netto brugt tiden på at overveje sit bureau set-up, og marketingdirektør i Netto, Martin Olesen, kan nu præsentere ikke et enkelt bureau, men et helt hold.
”Vi har valgt at gå med tre bureauer, som vi tror tilsammen kan bringe endnu mere spændende til Netto-konceptet og Netto-brandet. Valget er faldet på Hill & Knowlton – primært PR og kommunikation, Marvelous – primært digital samt GreyWorks, som vi har samarbejdet med i mange år. GreyWorks har hidtil primært stået for avis-produktion og en række taktiske opgaver, og de vil nu få flere kampagne-opgaver end tidligere,” siger Martin Olesen til Bureaubiz.
Brandhouse har ikke kun været leadbureau, men også håndteret en god bid af det digitale arbejde, og også denne del har været i spil hos Netto.
Aftalen mellem Netto og Brandhouse stoppede officielt mandag i denne uge, men de opgaver, Netto har sat i gang sammen med bureauet, bliver også færdiggjort sammen med bureauet. Det betyder, at de sidste opgaver formentlig leveres her i løbet af november og december.
Og gravøllen er stadig en del af parternes farvel, men det bliver først sidst på året.
En del af de sidste opgaver er en indsats for Nettos private labels. Et lidt anderledes farvel – i al fald en lidt anderledes type film, end man ellers har set fra kædens og Brandhouses side. Tonen er fortsat lakonisk, men at kommunikere private labels er nyt:
”Filmene er på mange måder i samme stil som vores øvrige film og markedsføring, fordi vi arbejder med vores koncept i en kombination med indsigter og humor i en simpel og kortfattet udgave. På den anden side er vi gået anderledes til værks i denne omgang ved at binde indsigter, humor sammen med vores koncept, der i denne kontekst har den fysiske form af vores egne produkter,” siger Martin Olesen.
Han tilføjer:
”Vi har i løbet af 2015 forbedret kvaliteten på mange af vores varer og forbedret vores forpakninger, mens vi har holdt vores faste lave priser. Den værdi ønsker vi forankret hos vores kunder, og derfor tror vi på, at denne kombination giver os et stærkt afsæt for både Netto som brand og for de produkt-serier af vores egne, som vi integrerer.”
Netto private labels-film fra Brandhouse:
https://www.youtube.com/watch?v=jqQ7um1t968
https://www.youtube.com/watch?v=GuvahzFOkMY
https://www.youtube.com/watch?v=57LEpIkNq0