Niels Folmann involverer sig i endnu et bureau

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Denne gang sker det sammen med en tidligere Lego-direktør. Samtidig træder Metaphors ejer og adm. dir. et skridt tilbage.

BBDOs tidligere adm. dir. kan nu skrive endnu en bestyrelsespost på sit visitkort. Han er trådt ind i bestyrelsen for Vejle-bureauet Metaphor, og denne gang sker det sammen med den tidligere Lego-direktør, Christian Majgaard.

Samtidig træder Metaphors ejer og hidtidige adm. dir., Knud Erik Knudsen, et skridt tilbage og overlader den daglige ledelse til Søren Bilgrav-Nielsen.

Knud Erik Knudsen forlader dog ikke bureauet.

“Jeg kommer til at bruge den samme tid på bureauet som hidtil. Men jeg har nu stået i spidsen for bureauet i mere end 20 år, og hvis man vil have nye kræfter og nye ideer til at få plads, så er det nødvendigt at flytte sig,” siger Knud Erik Knudsen.

Han erkender, at det er en udfordring for både ham og Søren Bilgrav-Nielsen at sikre, at det kan fungere, når ejeren og lederen gennem mange år fortsat render rundt på bureauet.

De har dog arbejdet sammen i 15 år, og har i lidt mere end et år øvet sig på det.

Det er sket siden Metaphor i begyndelsen af 2010 overtog Danfoss-bureauet G1 Advertising i Nordborg. Dengang overlod Knud Erik Knudsen driften af Vejle-afdelingen til Søren Bilgrav-Nielsen, mens han selv påtog sig opgaven at køre den nye afdeling i Nordborg. Han beholdt dog titlen som samlet adm. dir.

Ledelsesændringerne og den nye bestyrelse har et sigte om at trimme bureauet til at møde nye krav fra markedet.

“Der sker mange forandringer i branchen, og jeg mener, at kravene til at drive et bureau er klart skærpet. Problemet er, at den daglige drift nogen gange kommer til at skygge for strategien, og derfor vil min opgave være at få det lange lys på, så vi får fat i de forandringer, der sker,” siger Knud Erik Knudsen og fortsætter:

“Jeg mener ikke, der nødvendigvis skal være en sammenhæng mellem ejerskab og daglig ledelse, og min vision er, at vi har en bestyrelse, som på et højt og et godt niveau kan give modspil til den daglige ledelse for at sikre, at vi vedbliver med at være skarpe.”

NielsFolmann trådte tidligere på året tilbage som adm. dir. for BBDO. Han fortsatte med at have konsulentopgaver, men de er afsluttet, og han trådte for noget tid siden også ind i Subseros bestyrelse.

Christian Majgaard var gennem en længere årrække koncerndirektør i Lego Gruppen med ansvar for branding, marketing og forretningsudvikling. I dag driver han konsulentvirksomheden Majgaard Brand & Business Development, der rådgiver internationale virksomheder om forretningsudvikling, branding og marketing.

“Jeg skifter ind imellem min bestyrelsesportefølje for ikke at gro fast, så Metaphors invitation passer fint hertil. Og så vil jeg gerne være tæt på den forandring, som alle marketingorienterede virksomheder gennemgår i disse år. Både for at bidrage og for at blive inspireret”, siger Christian Majgaard.

Metaphors ledergruppe består udover Søren Bilgrav-Nielsen af kreativ direktør Torben Binzer Meyer og kontaktdirektør Peter Bjørn Eriksen.