Nilfisk får global CMO fra Danske Bank

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Camilla Ramby bliver ansat i en nyoprettet stilling.

Camilla Ramby er blevet ansat i Nilfisk som global CMO. Hun kommer fra Danske Bank, hvor hun var senior vice president for brand, marketing & communication. Desuden har hun erfaring fra 10 år i teleindustrien, bl.a. som senior vice president & head of marcom hos TDC Group.

Hos Nilfisk tiltræder hun i en nyoprettet stilling efter, at marketing-området er splittet ud fra produkter og services.

Tidligere var Tina Mayn, der nu er holdt op, ansvarlig for products & services & marketing. Mens Camilla Ramby således får det globale ansvar for marketing, har products & services fået Lars Gjødsbøl som chef. Begge to bliver en del af den 12 mand store globale gruppeledelse.

Om sit jobskiftet siger Camilla Ramby:

”Jeg ser et stort potentiale i at optimere den globale marketingindsats hos Nilfisk. Det er et velkendt brand med en lang historik, så der er meget at bygge på. Samtidig er der en spændende
teknologiudvikling i gang på tværs af forretningen med et forøget fokus på robotics og intelligent brug af data,” siger hun og fortsætter: ”Der er allerede igangsat en digital transformation af
marketingområdet, og jeg glæder mig til at accelere den udvikling.”

Og hos Nilfisk er man selvfølgelig tilfredse med ansættelsen af Camilla Ramby:

”Vi glæder os til at byde Camilla velkommen i det globale ledelsesteam hos Nilfisk. Hun er et særdeles godt match i forhold til den transformationsproces, vi er i gang med på tværs af
organisationen, hvor optimering af kunderejsen er centralt i forhold til at styrke vores position indenfor det professionelle segment yderligere,” siger Hans Henrik Lund, CEO for Nilfisk.

Nilfisk opererer i dag på mere end 100 markeder og har egne salgskontorer i 45 lande. Omsætningen var i 2016 på kr. 7,5 mia. Nilfisk udvikler primært rengøringsprodukter og services til det professionelle kundesegment, der udgør cirka 90 procent af virksomhedens omsætning. Nilfisk blev listet som large-cap selskab på Nasdaq København i efteråret 2017.