Nørgård M. har fået vind i sejlet på sit inhouse mediabureau

Finn Graversen,
journalist

2019 blev på mange måder en milepæl for Nørgård Mikkelsen, fordi en ny strategi – der bl.a. har rummet etableringen af et inhouse mediabureau – har vist sit værd.

Nørgård Mikkelsens bruttoavance faldt i 2019 med knap 5 mio. kr., og på fire år er bureauets bruttoavance således faldet fra ca. 71 mio. kr. til ca. 60 mio. kr.

Ikke normalt noget en bureaudirektør vil prale med, og Kasper Kjærsgaard Jensen, der sidste år tog over som adm. dir. efter Erik Laumand, er da heller ikke tilfreds med tallene – men han er ganske godt tilfreds med året, der faktisk markerer noget af en milepæl.

Det kræver lige lidt forklaring. Traditionelle reklamebureauer har længe været en udfordret bureautype, som i årevis har måttet se både mediabureauer og digitale bureauer gafle sig ind på deres forretningsområde.

Nørgård Mikkelsen lagde for nogle år siden en strategiplan, der handler om at bygge en række nye forretningsområder op som erstatning for de traditionelle, der er på vej ned, og udviklingen matcher til fulde den plan.

Faktisk krydsede omsætningskurverne for de nye forretningsområder og de traditionelle hinanden i 2019, så bureauets nye aktiviteter nu udgør en større andel af omsætningen. Deri milepælen.

“Vi havde faktisk det bedste 4. kvartal nogensinde målt på nye kunder, og den gode afslutning på 2019 er fortsat ind i 2020 med både nye kunder og en god udvikling på vores nye forretningsområder. 2019 er således et år, hvor vores nye strategi beviser sig selv,” siger Kasper Kjærsgaard Jensen.

Kasper Kjærsgaard Jensen

Han fremhæver desuden, at bureauet i de senere år har stået for en solid fremgang i den årlige MyImage analyse fra MyResearch.

Inhouse mediabureau
Et af de nye forretningsområder er et inhouse mediabureau, hvor man tilbyder kunder at håndtere deres mediaformidling bredt. Det er således nærmest en omvendt brancheglidning oven på en årrække, hvor medieforretningen er forsvundet fra reklamebureauerne, og som det ser ud lige nu, forventer Nørgård Mikkelsen en vækst på 30 pct. på mediaforretningen.

“I dag planlægger og indrykker vi medier for en bred vifte af kunder. Det gælder både digitale og analoge medier samt programatic. Det foregår fuldstændig transparent i forhold til kunderne, hvor vi etablerer det set-up, der giver mening. Vi hjælper f.eks. også gerne med insourcing, hvis det er det, der ønskes,” siger Kasper Kjærsgaard Jensen og fortsætter:

“En del af det at have en medieforretning handler om data, og derfor har vi også investeret i analysekompetencer. Indsigt i data er enormt vigtigt i forhold til den tætte dialog med kunderne, som vi gerne vil have. Vi er et reklamebureau med en historisk position for at lave effektiv reklame, og den position værner vi meget om, men den tætte relation og løbende dialog med kunderne er et vigtig grundlag for at kunne skabe en effektiv kommunikation, og de nye forretningsområder er netop med til at sikre et kontinuerligt samarbejde.”

Herudover har Nørgård Mikkelsen også investeret i nye digitale ydelser – bl.a. en mobilplatform – samt i BtB-kompetencer. Begge områder udvikler sig også positivt.

Det er således en ganske tilfreds administrerende direktør – med alle de forbehold man vil sige sådan noget midt i en corona-tid.

“Ingen slipper for at mærke Corona-krisen, men lige nu ser det rimeligt fornuftigt ud. Vi var foran vores budget i 1. kvartal og har endnu ikke – 7, 9, 13 – måttet foretage hjemsendelser eller søge lønnedgang. Men det er lidt med hjertet oppe i halsen, at jeg siger sådan noget, for vi er midt i en tid, hvor det er svært at se mere end en uge frem i tiden,” siger Kasper Kjærsgaard Jensen og tilføjer konkret om regnskabsresultatet:

”Isoleret set er årets resultat ikke tilfredsstillende. Men den høje kundetilgang i slutningen af 2019 kombineret med den fantastiske indledning på 2020 siger mig, at vi er på rette vej, og at vi som bureau står styrket. Også fordi vi har fået rigtig godt fat i København, hvor vi oplever tocifrede vækstrater.”

Nøgletal for Nørgård Mikkelsen

  • Bruttoavance 59,752 mio. kr. -7,3 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 807.459 kr. -6,1 pct.
  • Lønandel 70,9 (68,2)
  • Resultat før skat +3,333 mio. kr. -51,0 pct.