Nørgård Mikkelsen indretter sig til vækst i København

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Det odenseanske bureau flytter til nye lokaler i København og vil ansætte flere medarbejdere de næste par måneder.

Efter 10 år i København, flytter det odenseanske bureau Nørgård Mikkelsen til nye lokaler. Baggrunden for flytningen er behovet for større lokaler for at kunne have plads til flere medarbejdere og til at kunne afholde arrangementer.

“Det har været vigtigt for os at finde nye faciliteter, der ud over at være inspirerende og rare at være i, også giver muligheder for at udvide aktiviteterne i København. F.eks. med bedre lokaler til at afholde seminarer og workshops, hvor vi i samtænkningens ånd skal have plads til at finde de gode løsninger i fællesskab. Bureauet er drevet af en stærk vi-kultur på tværs af vores to lokationer og i forholdet til vores mange ambitiøse kunder,” siger Camilla Nordqvist, der er direktør for bureauets afdeling i København.

I dag er der 30 medarbejdere i København, og man får med de nye lokaler i Palægade plads til 50 medarbejdere. Der er ikke sat tal på, hvor mange man kommer til at ansætte på den korte bane, men ifølge CEO for Nørgård Mikkelsen, Kasper Kjærsgaard Jensen, vil man foretage en række ansættelser over de næste måneder.

Han tilføjer:

“I takt med, at rollen som salgs- og marketingansvarlig bliver mere kompleks, oplever vi et stigende behov for den tværfaglige rådgivning. Silotænkningens tid er forbi. At få indsatserne til at spille optimalt sammen er helt afgørende, når man som os fokuserer på at skabe effektfuld kommunikation. Det kræver, at vi som bureau har indsigt og kompetencer inden for et bredere felt end tidligere. Enten for at kunne tilbyde kunden én samlet løsning, eller for at kunne indgå i en kvalificeret dialog med kundens øvrige partnere og derigennem sikre stærke sammentænkte løsninger. Vi skal som rådgivere altid huske, at vi er her for at skabe værdi for kunderne.”

Nørgård Mikkelsen har 55 medarbejdere ansat i Odense, men arbejder meget på tværs, og medarbejderne får lov til at flytte arbejdsplads til til København eller omvendt, hvis det passer med privatlivet. I dag udgør Nørgård Mikkelsens aktiviteter i København omkring 30 pct. af bureauets forretning.