Et nyt bureau er rykket ind i Nord DDB’s lokaler i det centrale København. Designbureauet Nord ID er i al fald nyt i Danmark, men i Sverige er bureauet veletableret, har 40 medarbejdere og løser opgaver for bl.a. Vattenfall, H&M, Skanska og Klarna.
Nu er turen kommet til Danmark, og til at bygge et designhus op har Nord-gruppen hentet Frederik Sommer. Han kommer fra Everland, hvor han var godt tre år, senest som strategy lead. Fra 2017-2020 var han hos Kontrapunkt.
Michael Hollesen, head of Nord ID i Stockholm, siger:
”Den succes, vi har skabt med Nord ID, ser vi alle muligheder for at kunne gentage på det danske marked; at vi skaber kommunikative brand worlds, som genererer vækst for alle vores kunder. Vi kender det danske marked og kunderne fra en række projekter og gennem vores løbende samarbejde med Nord DDB.”
Han tilføjer:
”Dertil kommer, at Frederik Sommer – udover den rette erfaring og en udstrakt strategisk kunnen – har en dyb indsigt i det danske marked. Og vi har en fælles vision, om hvad der kan tilføres.”
Frederik Sommer får titel af COO i Nord ID, hvor han får følgeskab af Mikkel Jønsson, der også er CEO i Nord DDB. Han kalder lanceringen af Nord ID for ”en væsentlig del af vores ekspansionsplan” og uddyber:
”Vi har på nærmeste hold oplevet, hvor meget kunder får ud af det tætte samarbejde mellem Nord ID og Nord DDB i Stockholm. Den synergi gør os endnu mere relevante for virksomheder både herhjemme og i udlandet.”
Planen er at være 10 medarbejdere i Nord ID i København inden for tre år, og det bliver som nævnt Frederik Sommers opgave at bygge et kontor og et team op i Danmark. Han siger.
”Nord ID står for mig som et lysende eksempel på den magi, der opstår ved at koble stærke konceptuelle ideer og kommerciel tæft med designmæssigt håndværk. Jeg ser frem til at vise alle de muligheder, man kan skabe for kunderne ved at arbejde tæt sammen i et netværk af specialiserede bureauer.”