For første gang siden 2009 kan Nordea mærke Danske Bank og Jyske Banks ånde i nakken. Nordeas image score er nemlig faldet med hele 30 procent i løbet af den seneste måned og selvom hele banksektoren er blevet ramt af fornyet mistillid i sensoren, så ser det altså særlig slemt ud for Nordea.
Nordea-direktør Michael Rasmussens fatale optræden på TV i sidste uge, store nedskæringer samt beskyldninger om dobbeltspil i Pandora-sagen, har gjort ondt på imagekontoen for banken, der ellers har ligget urørlig i toppen af imagelisterne i næsten tre år.
I tv-interviewet svarer Michael Rasmussen: “Øh, den tager vi om, det var en dræber” på spørgsmålet om han selv vil gå ned i løn i forbindelse med besparelserne og lidt efter tilføjer han: “Jeg synes ikke min løn har noget med det her at gøre”.
Informationschef i Nordea Danmark, Claus Christensen, er “ked af” klippet Michael Rasmussen:
“Både vi og Michael er da utrolig kede af det klip og over, at han går i sort på et spørgsmål, som slet ikke er svært at svare på. For besparelserne rammer også koncernledelsen. Men når det er sagt, så er vi også kede af den måde, DR vælger at bruge klippet på”.
Ifølge Claus Christensen blev journalisten opfordret til at udelade klippet, men bragte det altså alligevel (Børsen, p. 43).
Pr-direktør, Jens F. Kofoed, kommenterede Michael Rasmussens optræden i en klumme på Bureaubiz, hvori han karakteriserede den som tragikomisk. Læs den her.