Nordens største i plastvinduer vælger nyt bureau

Peter Engholm
25@mail.dk

Primo Vinduer vil gerne markere sig tydeligere i markedet – og indledte den proces med en bureau-sondering, som nu er afsluttet.

“Der var strategi og kreativitet til forskel, da Nordens største producent af plastvinduer valgte Scanad som ny samarbejdspartner,” skriver Scandad i en pressemeddelelse.

Til forskel fra hvem?

“Ja, det er ikke godt at vide,” siger Jesper Søderberg, direktør for Scanad i Århus.

Men Primo Vinduer, der hidtil har haft DeVision i Randers som bureau, har i al fald været på udkig efter at styrke sin position og markere sig yderligere i markedet. Virksomheden afholdt ikke en egentlig bureaukonkurrence, men foretog en sondering mellem flere bureauer – uden på forhånd at udelukke det eksisterende.

Og for at vende tilbage til pressemeddelelsen og strategi & kreativitet:

“Vi har længe gerne villet markere os endnu tydeligere i markedet – og ved at vælge Scanad Reklamebureau er vi sikre på at have fået et bureau, der både strategisk og kreativt kan hjælpe os med de mange opgaver. Ligesom vi er sikre på, at de kan være med til at indfri det potentiale, vi ser for plastvinduer,” siger direktør Kristian Andersen, Primo Vinduer.

Scanad har i den sammenhæng allerede gennemført en brandingproces med Primo Vinduer samt udviklet en kommunikationsplatform for resten af 2010 samt 2011. Et nyt integreret website for virksomhedens BtC- og BtB-kunder er ligeledes på trapperne.

Hos Scanad er Jesper Søderberg stolt over at have fået den nye kunde på bureauet.

“De passer godt ind i vores kundeportefølje – og er en stor og traditionsrig virksomhed, der har mange strenge at spille på. Mere end noget andet ser vi frem til at gøre en forskel for Primo og plastvinduer på baggrund af den spændende proces, vi indtil nu har været igennem,” siger Jesper Søderberg.