Nordjysk award justerer efter tre års prøvetid

Peter Engholm
25@mail.dk

Årets Brøl – vel at mærke dét i år – skulle gerne blive det hidtil største i den regionale, kreative awards historie. Derfor er der drejet lidt på hanerne.

Nordjyllands største ”temperaturmåling af virkningsfuld, kreativ og veludført markedsføring”, Årets Brøl 2016, har åbnet for indsendelse af bidrag til årets store nordjyske markedsføringskonkurrence.

Noget senere end de foregående tre år – en periode, arrangørerne kalder prøvetiden – også prisfesten er skubbet måneder med den udtalte ambition om at skabe et ”historisk stort løvebrøl”, hvilket på disse kanter svarer til mindst 175 konkurrencebidrag og over 200 deltagere ved Wonderland Spritten i Aalborg den 11. november.

”Vi har rystet posen lidt og revideret kategorierne, så det i år bliver en endnu skarpere konkurrence. Samtidig har udvidet juryen, der fortsat består af nogle af landets skarpeste reklamefolk,” siger Anita Møller fra Erhverv Norddanmarks styrekomité, der arrangerer Årets Brøl.

De 21 kategorier fra 2015 er til Årets Brøl 2016 tilpasset en smule og er nu samlet under tre temaer: Kampagne & Film, Digitalt samt Design & Foto. 

Juryen i 2016:

  • Thomas Hoffmann, kreativ direktør, &Co, juryformand for fjerde gang i træk
  • Troels Nørlem, Director, Designit
  • Kirsten Poulsen, direktør og indehaver, Firstmove
  • Niels Heilberg, Senior Creative, Hjaltelin Stahl
  • Anne Glad, forbrugerekspert, Envision, samt livsstilsekspert i “Kender du typen?” på DR – og ny i Årets Brøl-juryen
  • Rasmus Dunvad, kreativ direktør, Envision – og ny i Årets Brøl-juryen