Nordjysk bureau strammede ballerne

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Bruttoavancen blev sat i vejret uden at øge medarbejdertallet, så et stort minus blev vendt til et lille plus i Danmarks nordligste bureau.

2010 blev ikke et år, der vil blive husket for det gode i det Frederikshavn-baserede bureau, Corbiz. Til gengæld blev det væsentlig bedre i det seneste regnskabsår, og adm. dir. John Christensen vedkender sig, at han nu er en lille optimist.

“Det er stadig et nervøst marked, og man skal være aktiv med at skaffe nye kunder, for de fleste virksomheder er tilbageholdende med marketinginvesteringer. Men vi oplever, at de initiativer, vi tog med bl.a. vores navneskifte, begynder at virke,” siger John Christensen.

Corbiz har i år købt det Thisted-baserede web-bureau, Zuport, og det har været en positiv oplevelse. Bl.a. har det ført til, at man har landet en meget betydelig kunde.

Zuport har dog ikke nået at få nævneværdig betydning for indtægterne i det afsluttede regnskab.

“Vi har haft en nettotilgang af nye kunder uden at indregne Zuport, der er større end vi har set i adskillige år,” siger John Christensen.

Medarbejdertallet er ikke vokset, og gennemsnitslønnen er endda faldet lidt, så fremgangen i bruttoavance har forplantet sig markant til bundlinjen, der er ændret fra et stort minus til et lille plus.

“Vi holdt på medarbejderne lidt længere end vi måske skulle, og det gav underskuddet i forrige år,” siger John Christensen.

Nøgletal for Corbiz

  • Bruttoavance 17,6 mio. kr. +10 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 606.897 kr. + 10 pct.
  • Lønandel 76,6 (88,2)
  • Resultaat af primær drift +0,209 mio. kr. (-2,018 mio. året før)

    Bruttoavancen er estimeret af Bureaubiz