Nordjyske køber både bureau og Jubii

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

En bred digital investering omfatter big data-specialister, webportal og flere netværk. Koncernens i forvejen store digitalbureau vokser yderligere.

I foråret købte Nordjyske Holding digitalbureauet Netimage. Det har senere ændret navn til Combine.

I det nye år bliver Combine udvidet med 10 big data-specialister, idet Nordjyske Holding gennem datterselskabet Nordjyske Kommunikation har købt business intelligence firmaet House of BI.

Og online-investeringerne stopper ikke her, idet Nordjyske Holding – gennem datterselskabet Nordjyske Medier – også har købt Jubii.

Napper vi bureau-delen først, så kommer Combine – med  indlemmelsen af big data-specialisterne – op på over 110 medarbejdere i henholdsvis Aalborg, Skanderborg og København. 

”Markedet inden for business intelligence og Big Data er voksende, og vi oplever en klar interesse for området fra vores kunder. Der findes adskillige digitale bureauer og business intelligence udbydere – men få, som kan begge dele. Vi forventer klar vækst på området i 2014”, siger Claus Falk, adm. direktør i Nordjyske Kommunikation i en pressemeddelelse.

Også reklamebureauet Shrpa er en del af Nordjyske Holding.

I koncernens køb af Jubii skinner webportalen jubii.dk nok igennem som den mest kendte del, men der er fire andre forretningsområder: Annoncenetværket Jubii Media, Jubii Target, der sælger målgruppe-annoncering, Jubii Mobil Netværk og Jubii Optimizer – optimering af annonceindtjeningen på tværs af salgskanaler, brugeradfærd og medier.

Om købet af Jubii.dk siger Nordjyske Mediers adm.dir., Per Lyngby, i en pressemeddelelse: 

”Overtagelsen af Jubii A/S vil skabe en markant vækst i vores digitale medieaktiviteter. Jubii er en ren online-forretning, som efter en turnaround har en stærk, positiv økonomi. Sammen med Nordjyske Mediers øvrige digitale aktiviteter og med magasinvirksomheden JSL Media, som vi overtager 1. januar 2014, forventer vi at få et solidt fodfæste på det digitale mediemarked i Danmark.”