Nordlid fandt på idé mod uønsket deling af billeder på SoMe

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

En snak på bureauet endte med en ide om en kampagne mod uønsket deling af billeder på sociale medier og digital adfærd generelt. Den kreative direktør ringede til en NGO og et brand, og de var med på ideen. Se kampagnefilmen her.

Nordlid står bag en ny kampagne mod uønsket deling af billeder på sociale medier og digital adfærd generelt.

Ideen opstod hos Nordlid selv, fortæller kreativ direktør Jesper Isholm.

”En dag sad vi her på bureauet og talte om det med at dele og poste på nettet uden at spørge om lov. Og hvilke følger det kan have.”

Resolut skrev Jesper Isholm til kontakter hos Red Barnet og det nye danske modebrand Homme Homme Paris / Femme Femme Paris, som begge var med på Nordlids idé.

Det har nu resulteret i en ny tøjkollektion fra Homme Homme Paris / Femme Femme Paris med en QR-kode i printmotivet på en tøjkollektion, hvor halvdelen af overskuddet fra salget går til Red Barnet til støtte for udsatte børn og unge.

”Man kan sige, at QR-koden på den nye kollektion – som bærer navnet: #spørg før du poster – ’beskytter’ den, som bærer tøjet mod at blive delt på sociale medier uden samtykke,” siger Jesper Isholm.

QR-koden i printmotivet fanges automatisk af mobilkameraet og giver en pop-up reminder med en henvisning til kampagnewebsitet www.spørgførduposter.dk, hvor man kan læse mere om, hvorfor det er en god ide at tænke sig om, før man tager billeder af andre og lægger dem op på de sociale medier..

Homme Homme Paris / Femme Femme Paris har kun været på det danske marked siden starten af 2020, og tøjet kan købes via webshops, og de nye t-shirts fra den nye QR-kollektion kan købes via kampagnesitet.

Stifterne Nikolai Nalu Heering og Camilla Nalu Heering besluttede at gå ud og markere sig i denne sag, fordi de som brand gerne vil vise en samfundsholdning:

”Camilla og jeg syntes med det samme om idéen, som Jesper og Nordlid var kommet op med. Fordi det for os som brand er vigtigt at stå for noget og at have en holdning til den mere og mere digitale verden, vi lever i. Vi synes det er så vigtigt – særligt som verden ser ud lige nu – både at udvise og sprede noget empati  siger Nikolai Nalu Heering.

Kampagnen bliver sat i gang i dag torsdag, og kommer til at køre på de sociale medier, ligeså længe, at der er interesse for sagen og for at købe tøjet.

Se kampagnefilmen her:

Håbet er desuden, at man kan få nogle influencere med, som vil tage tøjet på og støtte op om sagen, og dermed give yderligere PR, fortæller Jesper Isholm.