Nordmand afløser Lars Bo i Aegis

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Dentsu Aegis Network har udpeget den person, der skal tage over som nordisk chef i bureaugruppen.

De nordiske topchefer for de store internationale mediabureau-gruppers nordiske organisationer er for det meste danskere. Nu blander en nordmand sig i gruppen.

Lars Bo Jeppesen er flyttet til et internationalt topjob i Dentsu Aegis Network. I Danmark betød det, at Mads Bredal blev forfremmet til CEO for Dentsu Aegis Network, og nu har man så udpeget Paal Fure som nordisk chef.

“Paal Fure kender alle vores forretningsområder og er en respekteret person inden for vores globale netværk. Paal har samarbejdet med flere af vores ledere i Sverige, Danmark og Finland igennem en årrække og kender koncernens virksomhed ud og ind. Vi kunne ikke tænke os en bedre kandidat til at overtage stillingen nu,” siger Lars Bo Jeppesen.

Paal Fure startede i sin tid i Vizeum og gik videre til ledende roller i forhold til iProspect og Isobar. Han har været koncernchef i Norge siden 2012

“Paal Fure har gentagne gange bevist, at han er i stand til at implementere vellykkede og hurtige forandringer, der øger vores konkurrenceevne og styrker vores – og vores kunders – resultater,” siger Lars Bo Jeppesen.

Dentsu Aegis Network tæller næsten 200 ansatte i Norge på kontorerne i Oslo og Bergen, mens der er ca. 700 medarbejdere i syv byer i hele gruppens nordiske organisation.