Norsk forsikringsselskab bruger 60 mio. på nyt logo

Peter Engholm
25@mail.dk

Gjensidiges nye identitet rammer også Danmark. Norsk bureau står bag og i Danmark får man hjælp af flere små bureauer.

Et af nordens største forsikringsselskaber fornyer logo og visuelt udtryk som led i en større mærkevarestrategi. Gjensidige Forsikring vil være til stede i folks liv både før, under og efter en skade.

Vægteren, der har støttet Gjensidige i 80 år, får for fjerde gang et ansigtsløft.

”Med det nye logo tager vi det bedste fra vores historie og tilpasser det fremtiden. I tillæg til det nye logo skaber vi en mere uhøjtidelig og nærværende stil med vores visuelle udtryk,” siger Cecilie Ditlev-Simonsen, koncerndirektør i Gjensidige med ansvar for kommunikation, brand og marketing.

Kampanje.com oplyser, at Gjensidige bruger i alt 60 mio. kr. frem til 2014 på den nye profil, der bl.a. inkluderer ny mærkevarestrategi og nyt website/kundeportal i Norge, Sverige og Danmark.

Det norske bureau, Dinamo, er valgt til opgaven, og i Danmark implementeres konceptet af flere små bureauer, oplyser Gjensidige.

Gjensidige ønsker at sætte ”en ny branchestandard for kundeorientering” og får ifølge en pressemeddelelse ”et friskt og moderne udtryk, som signalerer, at vi er til stede i alle faser af folks liv”.

Kim Rud-Petersen, koncerndirektør, Nordic, siger:

”Vægteren er et symbol på den moderne forsikringskoncerns fornemste opgave: at skabe tryghed og passe på borgerne. Den nye profil og mærkevaresatsning passer godt til den danske stil og vil bidrage til at styrke Gjensidiges position og synlighed i Danmark.”

Gjensidige har ca. 25 pct. af skades-markedet i Norge, hvor mærkevaren har kendskabsgrad på linje med Coca-Cola, og 6 pct. i Danmark – hhv. en position, der skal fastholdes, og én, der skal vokse. Og Gjensidige fastslår, at konceptet – ”Det er godt at være forberedt” – godt kan favne begge positioner.

”Vi skal vise, at vi er til stede i folks liv – i forskellige livssituationer – både før og efter en skade – gennem skadeforebyggelse, risikostyring, rådgivning, gode forsikrings- produkter og effektive skadebehandlings-processer,” siger Kim Rud-Petersen.

Se en film om Gjensidiges nye mærkevare her.