“Selv drenge skal have lov til at lege prinsesser nogle gange,” lød det fra en elev i en 6. klasse i Växjö – en klasse, der i efteråret anmeldte danske Top Toy, koncernen bag BR-Legetøj og den nordiske håndtering af Toys R Us, for at vise stereotype kønsroller i sit legetøjskatalog.
Opinionsnævnet hos den svenske Reklameombudsmand bakkede kritikken op, og Top Toy understregede over for Bureaubiz, at man lyttede til kritikken og løbende tilpasser sin kommunikation.
Men nu er den gal igen – og vi bliver i Skandinavien og prinsesser. Norske Princess Interiør har udsendt et katalog, eller rettere; begyndte distributionen af én million kataloger og har siden da ikke bestilt andet end at få trukket hele bunken tilbage.
Tilbagetrækningen skyldes, at kataloget har et billede af et pigeværelse, som bruges til at reklamere for et Hannah Montana-sengetøj. Her er to bøger skødeløst lagt under sengebordet. Lidt for skødesløst, for den nederste bærer titlen “Sex Toys”.
“Det er helt uvirkeligt scenario. Det er helt logisk, at man lægger børnebøger der, ” siger Kai Gulbrandsen, daglig leder af Princess Gruppen, til Dagbladet i Norge.
Hvordan bogen om sexlegetøj er havnet på pigeværelset, ønsker han ikke at gå i detaljer med. En intern undersøgelse har kastet lys over sagen, men Kai Gulbrandsen er ikke meget for at dele sin viden med omverdenen. Han ved ikke, om den malplacerede bog er lagt der med vilje og “vil ikke karakterisere det som et uheld”, siger han og lader en dør for spekulationer stå åben.
Kataloget var fjernet fra Princess-butikkerne i mandags, men havde nået at ligge fremme allerede om lørdagen. Kai Gulbrandsen kan ikke love, at Posten Norge formår at holde hele katalog-oplaget på en million tilbage, men vil godt garantere, at tilsvarende brøler aldrig sker igen.
Billedet, der kræver lidt forstørrelse, kan ses her – via den første artikel i sagen fra Dagbladet.