Nu bliver det sagt lige ud: TV 2 vil gerne have reklamebreaks

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Der er dog ikke umiddelbart politisk opbakning, fremgik det af en høring på Christiansborg.

TV 2 har tidligere luftet, at reklamebreaks er en mulighed, man bør kigger på – dog uden direkte at sige, at man gerne vil have dem.

Men nu bliver det for første gang sagt ligeud: Man kunne bl.a. godt tænke sig reklame-breaks, at interesseorganisationer som fagforeninger må annoncere og en bedre Koda-aftale.

Det fortæller Mediawatch i et referat fra en høring på Christiansborg i går.

“Vi ønsker nogle rammevilkår, der giver en mere lig konkurrence. Man stiller en række krav til os, ligesom som man gør til DR, men vi får ikke noget den anden vej,” sagde TV 2’s adm. dir. Merete Eldrup.

Mediawatch fortæller videre, at medieordførerne fra fra DF og Socialdemokraterne, der deltog i høringen, ikke var meget for at drøfte specifikke rammevilkår, men at både Karin Nødgaard (DF) og Mogens Jensen (S) understregede, at de var imod reklame-breaks.

Diskussionen om reklamebreaks er begrundet i TV 2’s dårlige økonomi.

“Vi har en kæmpegæld. Vi omsætter for to milliarder kroner og har en gæld på 850 millioner”, sagde Merete Eldrup.

Gælden skyldes først og fremmest TV2’s mange og store investeringer i nye kanaler som Sport, News og Radio i de senere år, investeringer som har været “mindre heldige, lød hendes vurdering. Hun afløste i 2007 Per Mikael Jensen som adm. direktør.