Navnet Bark ser nu ud til at forsvinde helt – også internationalt. I Danmark er selskaberne under konkurs under navnene Krabcomaugust, og i Sverige har mediabureauet Tre Kronor taget sit oprindelige navn efter ellers at være blevet omdøbt til Bark Stockholm.
Nu skifter børsnoterede Bark Group så navn til United Communications Partners. Det fremgår af en børsmeddelelse, hvoraf det også noteres, at navneskiftet sker i forbindelse med en fusion mellem Bark og det helejede datterselskab, United Communications Partners. Et selskab der dog ikke før har været nævnt i forbindelse med Bark.
Det er danske Lars Thomassen, der nu har taget førertrøjen og vil forsøge at bygge Bark op til international bureaugruppe, men det er ikke lykkedes at få kontakt med ham.
Samtidig fremgår det af meddelelsen, at Anders Hageskov nu har forladt bestyrelsen for Bark Group, og han er således helt ude af selskabet nu.
Imens er konkursbehandlingen af de danske selskaber i gang.
Af en cirkulæreskrivelse vedrørende Bark Copenhagen fremgår, at bureauet faktisk realiserede et bruttoresultat på godt 8 mio. kr. på 8 måneder (konkursen blev erklæret med udgangen af august.
I 2009 opnåede man et bruttoresultat på godt 10 mio. kr., så selvom 2010 tallene ikke er revisorbehandlede, og man derfor ikke kan foretage en direkte sammenligning, så viser de dog en ganske fornuftig aktivitet, som måske endda lagde an til en vækst.
Desværre havde man ikke fået ordentlig styr på udgifterne endnu og derfor viser opgørelsen et underskud på den primære drift på 2,5 mio. kr.
Det er dog ikke et niveau, der umiddelbart virker skræmmende. Man har set bureauer præstere værre underskud og alligevel fortsætte.
Problemet for Bark var den manglende likviditet. Selvom man med en fornuftig aktivitet burde kunne skære forretningen til, så skal man have penge i kassen til at betale regninger med – og det havde man ikke i Bark.
Helt galt kommer Bark Copenhagens regnskab til at se ud, når man indregner et koncerninternt krav fra andre Bark-selskaber på 5,5 mio. kr. for bl.a. management-fee.
Pengene er dog ikke betalt, og kurator bestrider kravet.