Af Pia Osbæck pia@bureaubiz.dk

Forbrugerne kan nu betale med telefonen når de handler ind på nettet, så de slipper for at finde betalingskortet frem.

Kampen intensiveres på markedet for mobilbetalinger. Forleden meldte Børsen ud, at en britisk app er på vej ind på det danske marked, hvor man kan klikke på app’en når man har set en reklame og så købe og få leveret produktet.

Og fra i dag tager Danske Banks MobilePay så endnu et skridt i kampen om kunderne. Det er nemlig nu muligt at benytte MobilePay til at betale på nettet.

Man skal blot registrere sig som MobilePay-bruger, indtaste sit mobilnummer ved handlen på nettet og godkende betalingen på sin mobil.

DanskeBank skriver i en pressemeddelelse, at de forventer, at det nye tiltag vil løfte e-handlen og at mindst en fjerdedel af de op imod 15.000 professionelle webshops, der er på det danske marked, vil tilbyde betaling via MobilePay.

”Vi og vores partnere tror, at MobilePay virkeligt kan sætte turbo på dansk e-handel og medvirke til betragteligt at løfte den nuværende årlige omsætning på omkring 80 mia. kroner,” siger chefen for MobilePay-divisionen i Danske Bank, Mark Wraa-Hansen.

Danske Banks løsning har dog en udfordring i forhold til konkurrenten Swipp fra 81 andre banker. For mens Swipp er gratis for de forretningsdrivende, er MobilePay, der er baseret på kreditkort, en omkostning for forretningerne.

Det har Anette Falber, adm.dir. i FDIH en kommentar til i Børsen:

“Det er vi selvfølgelig knap så begejstrede for. det er jo nogle yderligere omkostninger til en netbutik. Det er også derfor, jeg ikke nødvendigvis tror, at alle netbutikker står i kø i morgen for at få den her løsning.”

MobilePay har ikke nogen øvre beløbsgrænse – hverken daglig eller årlig, men der skal være dækning på kortet.

I første omgang er det kun de, der har Visa og Mastercard, der kan bruge MobilePay til e-handelsbetaling. Men Danske Bank forhandler ifølge Berlingske med ejeren af Dankortet, Nets.

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club