Nu vil tillukkede Lidl lave PR

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Dagligvarekæden har efter en bureaukonkurrence valgt et sønderjysk PR-bureau som samarbejdspartner.

Efter lang tids tilknappethed er Lidl begyndt at udvide grænserne for sin kommunikation betragteligt.

Dagligvarekæden er i august gået på tv med reklamer for første gang i sin 4-årige danske historie, og nu har man også valgt et PR-bureau for at “vise danskerne lidt mere af den internationale kæde”.

Valget faldt på det sønderjyske bureau Kalb & Løvbom, der blev fundet efter en bureaukonkurrence.

Bureauet ejes af Mette Løvbom og Marianne Kalb.

“Vi valgte Kalb & Løvbom, fordi vi kunne se en stor fordel i, at både Marianne og Mette har en god portion praktisk erfaring fra deres egen tid på den anden side af skrivebordet. Derudover synes vi, at vores profil passer godt ind i deres eksisterende kundeportefølje, og vi derved kan drage fordele af de kompetencer, som Kalb & Løvbom har opbygget”, siger Finn Tang, administrerende direktør i Lidl.

Kæden bliver en af flere større kunder hos det lille bureau, hvor man også finder Dong Energy, Kohberg Brød, Skousen Husholdningsmaskiner, Tønder Kommune og Aagaard på listen.