Skanderborg-bureauet 727’s ejere og hidtidige ledelse, Tom Elert og Flemming Kok, træder ikke et skridt tilbage, selvom de lige har ansat en ny administrerende direktør.
“Vi siger selv, vi træder et skridt til siden. Vi har en meget ambitiøs vækstplan og den kræver at vi kan blive stadigt mere skarpe. Men når man har drevet et bureau i mange år, så har man en tendens til at gøre tingene som man plejer, og derfor har vi ønsket at opruste i ledelsen med henblik på også at udfordre os,” siger den hidtidige adm. dir., Tom Elert og tilføjer:
“Flemming og jeg kommer til fortsat at være meget aktive i realiseringen af vækstplanen.”
Bureauet har været på strandhugst hos Zupa Recommended i Aarhus, hvor man har fundet Jannek Bejtrup.
Han kommer fra en stilling som direktør hos Zupa Recommended og var før det administrerende direktør for Mediaedge:cia.
“En af vores udfordringer er, at vi ikke synes, vi har lagt tryk nok på markedet. “Jannek har erfaring fra både reklame- og mediabureau, og har en kommerciel baggrund, så han skal medvirke til at øge trykket,” siger Tom Elert.
Tom Elert vil fremover fokusere sin indsats i 727 gruppen omkring forretningsudvikling, strategi- og kommunikationsrådgivning., mens Flemming Kok fortsat vil fortsat være kundeansvarlig for udvalgte kunder samt varetage bureauets indkøbs- og it- funktion og produktionsdelen.
For kort tid siden offentliggjorde 727 en strategisk alliance med de digitale entreprenører Klean, der rummer 35 medarbejdere. Samlet beskæftiger 727 og Klean 72 medarbejdere.
“Jeg glæder mig specifikt til samarbejdet med Tom og Flemming, der har skabt en stærk platform, som jeg ser frem til at videreudvikle. Jeg har haft 2 gode år hos Zupa Recommended med en masse gode kollegaer, som jeg kommer til at savne, men i jobbet hos 727 har jeg fået en meget spændende udfordring,” siger Jannek Bejtrup.