Af Peter Engholm 25@mail.dk

Tine Kej og Katrine Granholm har i godt et år arbejdet på en app, der skal bistå kreative med at udvikle stærke ideer. ”En tidlig julegave”, kalder de app’en, for den er gratis i Danmark.

Tingene går hurtigt i den digitale verden, så reelt lancerer Bureaubiz en gammel nyhed: I går var der verdenspremiere på Concept Marker – et kreativitetsværktøj i form af en app, udviklet af de to ADere og undervisere på Kreativ Kommunikation på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Tine Kej og Katrine Granholm.

“Der findes både inspirationsbøger og idékort, men vi mente, at der er et hul: En app, du kan bruge direkte i den kreative proces – også til større projekter. Du skal naturligvis stadig selv få ideerne, men app’en fungerer som en igangsætter,” siger Katrine Granholm

De to undervisere har arbejdet med Concept Maker i over et år, dels fordi der skulle skaffes midler, og dels fordi de har udviklet så meget indhold til app’en.

“Det er en indholdstung sag i tekst og billeder – med indspark til ideer fra over 70 idé og art direction kort, som du kan få flippet op i tilfældig rækkefølge. Du kan også via app’en søge tilfældig inspiration og temaer på Flickr – og få tips til at art directe dine ideer,” siger Katrine Granholm

Udviklingsarbejdet er hovedsaligt finansieret via Tips & Lotto-midler, og her har betingelsen været, at app’en skulle være gratis for uddannelsesinstitutioner herhjemme.

“Vi ser os selv som ambassadører for unge talenter, men vi håber, at app’en kan hjælpe både unge og mere erfarne kreative med udvikle stærke ideer. Derfor er den gratis for alle i Danmark … en tidlig julegave til alle kreative,” siger Tine Kej.

På det første døgn er app’en blevet velmodtaget via kommentarer på både Twitter og Facebook – også kommentarer fra bl.a. Sydamerika og Shanghai.

“Vi håber på flere midler til at udvikle, for vi har masser af ideer til opdateringer, men vi har ikke ressourcerne til det. Når noget er digitalt, kan man ikke bare læne sig tilbage. Man skal følge op på det, folk vil have, og følge markedets udvikling,” siger Tine Kej.

“Vi er glade for tilbagemeldingerne, for vi vidste, at der var et hul – og derfor er det dejligt, hvis folk mener, at vores app kan udfylde dette hul,” siger Katrine Granholm.


Casevideo og mere info om app’en, der er programmeret af Strangeloop.dk, kan ses her: http://concept-maker.com

Kommentarer

  1. Superlækker og inspirerende app. Virkelig godt arbejde. Enkel, sjov, genial. Tillykke med den. Øv at I ikke har udviklet den selv og tager 6 kr for den.

  2. Tak for det 🙂

    @Thomas Vi tager penge for den i udlandet, så vi skal bare have den ud over landegrænsen.

  3. Lyder som en helt kanon ide! Men desværre virker den ikke her i Norge, hvor jeg arbejder. Bliver den snart tilgængelig i resten af Skandinavien? 🙂

  4. @Mike App’en er tilgængelig i alle App Stores i verden. Blot kun gratis i den danske. Du kan bare downloade den fra den norske app store, hvis det er den, du er tilknyttet 🙂

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club