Den 1. april gik Carlsberg på Facebook med et opslag om at bidrage til at strikke verdens største fantørklæde for at støtte herrefodboldlandsholdet, som for første gang spiller på hjemmebane under et EM.
Det kunne lyde som en aprilsnar – det var det ikke – men blev lagt op som sådan.
”Idéen om at strikke et fantørklæde der er lige så højt som Rundetårn virkede så vild, at det kunne falde i kategorien ’En Aprilsnar’. Derfor besluttede vi med Carlsberg helt bevidst at lave et fladt Facebook-post som fortalte denne historie,” siger Jakob Bruun, creative director hos Yellow Umwelt, som er Carlsbergs leadbureau.
Opslaget lagde op til, at danskerne sammen skulle strikke tørklædet til landsholdet. Mange “hoppede på den”, fortsætter Jakob Bruun, og henviser til kommentarsporet på postet, hvor de begyndte at tagge venner som strikker.
Carlsberg udviklede sammen med Yellow Umwelt ideen om, at alle danskere hver især skulle bidrage til fodboldfællesskabet, som samtidig var i tråd med DBU’s mission om at være ”en del af noget større.”
Inspiration fra engelske fodboldfans
Ideen om at strikke et fantørklæde kommer fra engelske fodboldfans, som syede lapper på deres halstørklæder og broderede dem med farverne fra holdets spillertrøjer, så de kunne vise deres støtte.
Fra DBUs side var man klart med på ideen om strikketørklædet:
“Fan-oplevelsen er en altafgørende del af landsholdsfodbold og det særlige fællesskab, vi gerne vil skabe sammen med vores fans. Og fanhalstørklædet er en helt afgørende del af fankulturen. Samtidig så vi, at strikke-trenden eksploderede under corona. Derfor begynder fans naturligvis også at strikke deres egne fantørklæder, og jeg kan næsten ikke forestille mig en mere dansk måde at være fan på. Vi elsker, at Carlsberg sætter stik til den del,” siger Ronnie Hansen, kommerciel direktør i DBU.
Kampagnen er ikke bare et fællesskab for fansene, men er også et samarbejde mellem flere bureauer. Udover Yellow Umwelt, der er leadbureau, er ThinkHouse hyret ind til at styre logistikken og stå for samarbejdet med de landsdækkende Hobbii-strikkebutikker, som man også har indgået samarbejde med.
Filmen er lavet sammen med Frame by Frame og Isaac Production, og IUM er mediabureau.
Kampagnen, som hedder ’Med Holdet’, fortsætter i hele april måned massivt på SoMe med den første del af kampagnen, der hedder ’Med Holdet i ret og vrang’.
Senere bliver konceptet yderligere aktiveret på TVC, OOH samt på emballagen på forskellige Carlsberg-varianter op imod sommerens slutrunde i EM, som alt sammen leder ind til kampagnewebsitet. Her kan danskerne se hvordan de skal strikke deres del af tørklædet, som så skal afleveres i den nærmeste Hobbiibutik.