Ny dansk mælkekampagne er “lånt” i Californien

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Ingen grund til at genopfinde den dybe tallerken. Mejerikontoret har været en tur i Californien for at finde inspiration til en markedsføring af skolemælk.

Billeder af kendte med et lille mælkeskæg. Lyder det som noget velkendt?

Ganske rigtigt – og Lars Witt Jensen fra Mejerikontoret lægger ikke skjul på, hvor inspirationen til en ny kampagne for skolemælk er fundet.

“Vi har været i dialog med California Milk Board og lyttet til deres erfaringer med Got Milk kampagnen, brugen af kendte som ambassadører samt med aktivering af kampagnen. Desuden har vi lavet en aftale om at anvende konceptet i Danmark,” siger Lars Witt Jensen.

Kendisser med mælkeskæg (se et eksempel her) er tænkt som en mere langsigtet markedsføringsindsats, men i første omgang er konceptet kædet sammen med en igangværende kampagne, hvor skoleelever kan komme med forslag til et design af skolemælken.

“Baggrunden for konkurrencen er, at skoleeleverne synes, at mælken er kedelig. Så hvorfor ikke lade dem selv komme med forslag? Der er otte varianter inden for skolemælken, og ideen er at vælge otte nye designs, som implementeres til det nye skoleår efter sommerferien,” siger Lars Witt Jensen.

Mælkeskæg kører i første omgang online og på plakater, men yderligere anvendelser kan tænkes.

Det er ikke første gang, Mejerikontoret har brugt ambassadører. Et antal år tilbage anvendte man bl.a. supermodellen Helena Christensen. Men det er første gang, at man lige som Got Milk lancerer ambassadører med et lille mælkeskæg.

Mejerikontoret arbejder sammen med det århusianske bureau Kernel om udviklingen og implementeringen af Got Milk på det danske marked, hvor man ikke kan gå helt så aggressivt til værks som mange andre steder.

Det skyldes bl.a., at rammerne for markedsføringen af mælk i Danmark er relativt stramme.

“Markedsføringen er underlagt EU-regler, som vi selvfølgelig skal overholde – men den er blevet implementeret forskelligt, og Danmark er et af de lande i EU, der har valgt en ret stram linje,” siger Lars Witt Jensen og fortsætter:

“Samtidig er Danmark et af de lande, hvor antallet af mælkeskeptikere er ret stort, og de er meget udfarende i markedet. Derfor arbejder vi under den præmis, at vi møder mere modstand end mange andre steder.”