Kredsen bag ny digital pris smuldrer

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

10 dage efter lanceringen roder det rundt i kredsen bag en ny digital pris. Huset Markedsføring er alligevel ikke med og de digitale bureauer i ADDA holder sig på sidelinjen. Til gengæld er Producentforeningen trådt ind.

Opdateret: Ikke så snart havde Danske Medier udpeget Thomas Pries som ny juryformand for DIA (Danish Internet Award), før den hidtidige formand, Kim Jong Andersen sammen med Dansk Annoncørforening lancerede en ny digital pris under titlen Danish Digital Award.

Med sig havde de både de digitale bureauer i ADDA og Huset Markedsføring. Men her 10 dage efter ser den gruppe ud til at smuldre.

Huset Markedsføring har en kontrakt med Danske Medier om at arbejde sammen om DIA, og hos Danske Medier var overraskelsen stor over udmeldingen. Man bad derfor om en redegørelse.

Svaret er kommet.

“Huset Markedsføring har meddelt os, at de bakker fuldt og helt op om DIA. De vil arbejde på at fremme den, og de er ikke med i den nye pris,” siger journalistisk direktør, Christian Kierkegaard, Danske Medier.

Huset Markedsføring meddeler selv på sin hjemmeside følgende fra bestyrelsen:

“Bestyrelsen for Huset Markedsføring har besluttet, at Huset Markedsføring ikke deltager i planlægningen af Danish Digital Award, idet den potentielt kan være konkurrerende med samarbejdsaftalen, Huset Markedsføring har med Danske Medier vedrørende DIA.”

Men heller ikke ADDA-bureauerne er med – i hvert fald ikke endnu.

“Vi har i forvejen et samarbejde med Dansk Annoncørforening, og fik en henvendelse fra dem, som vi ikke var afvisende over for. Men for os var det en dialog, der var gået i gang, så udmeldingen var nok resultatet af en misforståelse,” siger foreningens formand, Søren Pommer og fortsætter:

“Der er mange priser på det danske marked, og det giver ingen mening at lancere en ny pris, hvis det blot er en konkurrent til en eksisterende. Så der skal være tale om et rimelig skarpt og velbeskrevet koncept, der gør en ny pris relevant på markedet. Og det arbejde er ikke færdigt endnu.”

Opdateret: Otto B. Christiansen oplyser, at han nu har fået Producentforeningen til at træde ind som samarbejdspartner på DDA, “så prisen bliver helt bestemt til noget.” Han oplyser videre, at det absolut ikke er en konkurrent til DIA.

Producentforeningen og Dansk Annoncørforening samarbejder i forvejen om film-prisen True Award.