Af Peter Engholm 25@mail.dk

Hyundai Bil Import har valgt at satse på dansk udviklet markedsføring. Resultatet er blevet et univers med tysk drilleri. Se og hør de nye film her.

Mads Ries Lavring, adm. direktør for Hyundai Bil Import, tiltrådte sidste forår (fra Kia) med en ambition om at gå dansk til værks i mærkets kommunikation.

Det skete med et – i mere end én forstand – nyt bureau; Clienti Aarhus, der åbnede i august.

Nu har parterne lanceret det nye kommunikationsunivers – og tre film, som kan ses nederst.

Direktør for Clienti Aarhus, Jesper Søderberg, kalder opgaven udfordrende, fordi Hyundai ikke har én markant styrke – men er flerstrenget:

”En af de vigtigste indsigter, vi har fået, er, at Hyundai vælges, når alle parametre er blevet nøje evalueret. Det er netop, når man lægger alting sammen – pladsen, komforten, designet, udstyret, den 5 års garanti uden kilometerbegrænsning, at Hyundai bliver valgt. Det betyder også, at Hyundai ikke har ét styrkeområde, ét parameter, som vi kunne hænge kommunikationen på.”

Han tilføjer:

”For at få fokus på de forskellige parametre skabte vores kreative team et testunivers, et såkaldt Euro Autolab placeret syd for grænsen. Det rummer mulighed for at komme rundt om alle de features, som Hyundai måtte ønske. Med de rigtige karakterer giver det os en dejlig modstand og spænding ” slutter Jesper Søderberg.

Ny direktør, nyt bureau, nyt kommunikationsunivers … med en snart 33 år gammel sang i form af ”Da-da-da” fra Trio, der var en af grundpillerne i musikgenren Neue Deutsche Welle. Og det er da også tyskere, som det koreanske mærke driller med sin danske kreativitet.

Mads Ries Lauvring ser det nye univers som en god vej til at puste vitalitet, folkelighed og en lille smule frækhed ind i Hyundai-mærket:

”Det er noget, som har ramt os lige i hjertekulen. Og vi tror på, at danskerne vil blive ramt på samme måde.”

Hyundai-direktøren tilføjer:

”Det handler om at udnytte den dynamik, der er i markedet. Vi vil mere end bare være med på top-ti listen. Vi har bilerne til det, så timingen er perfekt til at indfri det potentiale, som ligger i vores brand i Danmark. Det handler om at få marketingmomentum og åbne danskernes øjne for det, som Hyundai kan levere.”

Kampagnen startede på landsdækkende tv i et miks af kanaler i sidste uge og breder sig løbende ud over alle gængse medie-typer.

https://www.youtube.com/watch?v=Lw5Y80RSMO8

https://www.youtube.com/watch?v=ovKSndsHYRE

https://www.youtube.com/watch?v=KozAZJ6-Pug

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club