Ny direktør skal realisere 2020-plan for branding-bureau

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Agency Springs direktør i København har valgt at skifte spor og blive ny adm. dir. hos Stagis.

Efter fire som chef for den københavnske del af det bureau, der i dag hedder Agency Spring, har Henrik Binzer valgt at skifte spor.

Han skal være ny adm. dir. for branding-bureauet, Stagis, og desuden bliver han også partner med en ejerandel på mellem 5 og 10 pct.

”Mit hjerte har altid banket for at skabe og udvikle brands, der opnår kommercielle målsætninger. I Stagis får jeg en specialiseret rådgivervirksomhed og samtidig en virksomhed, som er klar til at markere sig og vokse sig større,” siger Henrik Binzer.

Hans tiltrædelse sker samtidig med, at bureauet har sat gang i en plan, der skal forøge kundelisten til det tredobbelte og øge staben af brand-rådgivere til over 20 rådgivere over en fireårig periode frem mod 2020.

”Min primære opgave er at fokusere og kommercialisere Stagis. Vi vil hjælpe mellemstore og store danske virksomheder til at vækste ved at udvikle deres purpose og udleve deres brands mere effektivt. Vi kommer til at ansætte flere konsulenter med lang erfaring allerede fra første kvartal 2017,” siger Henrik Binzer.

Agency Spring har endnu ikke udnævnt en afløser for ham i København.

Ud over direktør-skiftet er der også sket et skifte på posten som formand for bestyrelsen. Hidtil har den rolle været varetaget af Frederik Wiedemann, men nu bytter han plads med det andet af tre bestyrelses-medlemmer, Thomas Hertz.

Det tredje medlem af bestyrelsen er Nikolaj Stagis.

Thomas Hertz er adm. dir. for design-virksomheden Stine Goya.

Nikolaj Stagis siger selv om rollefordelingen.

“Min force er at rådgive virksomheder om forretningsstrategi, organisationsudvikling og branding. I min nye rolle som Director of Strategy skal jeg primært skabe værdi for de direktører og bestyrelser, som ønsker at transformere deres forretning og brand.”

Stagis havde i 2015 et bruttoresultat på knap 3,4 mio. kr. og et overskud af primær drift på ca. 0,2 mio. kr.