Af Peter Engholm 25@mail.dk

Mediabureauet har sat navn på direktøren for sit Aarhus-kontor. Det er en tidl. Digital Director hos MEC.

I marts sidste år fulgte OMD Danmark i fodsporet på sin bureau-søster, Resolution, og flyttede til Aarhus.

Først nu har man – på grund af en konkurrenceklausul – kunnet ansætte direktøren for OMD Aarhus, som bliver Thomas Eskildsen.

Thomas Eskildsen er 33 år og har over 10 års erfaring i branchen, og har senest som Digital Director hos MEC Aarhus haft ansvar for bureauets digitale kompetenceudvikling og organisation.

Men trods konkurrenceklausul går turen ikke fra ét Aarhus-kontor til et andet, for Thomas Eskildsen er pt. bosiddende i San Francisco, hvor hans hustru arbejder på universitetet, som en del af sit PhD forløb. Det betyder, at han har første arbejdsdag på OMD fredag d. 1. april 2016.

”Jeg ser frem til at overtage ansvaret for OMD Aarhus og blive en del af det dygtige team. Det bliver spændende at få lov at bidrage til OMDs fortsatte udvikling, og det er min ambition at kontoret i Aarhus skal være attraktiv på alle fronter; både ift. kunder, personale og kommende talenter,” siger Thomas Eskildsen.

Bo Damgaard, som er adm. direktør for OMD Danmark, siger:

“Thomas er en dygtig digital profil med stærke ledelses- og rådgivningskompetencer. Derudover er han en utrolig behagelig person, der er meget afholdt og respekteret i branchen. Jeg kan ikke forestille mig en bedre direktør for kontoret i Aarhus.”

Der er 10 ansatte på kontoret i Aarhus.

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club