Dialogbureau: Ny formand, tre Guld-awards – og et rekord-regnskab

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Klausen + Partners kom både stærkt ud af den sidste uge – og stærkt ud af 2015.

”Vi skal lave nogle fede ting og have det sjovt,” sagde Klausen + Partners’ adm. dir., Hans-Henrik Søndersted-Olsen for et par år siden.

Og noget tyder på, at man lever op til det.

Fredag aften var bureauet nomineret tre gange til Danish Digital Award – og kom hjem med tre guld-priser – så det har helt sikkert været en sjov aften.

Men samtidig har bureauet også netop fremlagt et regnskab, som fortæller en historie om et rekordgodt år i 2015.

Alt i alt ligner det således en særdeles begivenhedsrig uge, da Klausen + Partners i sidste uge også kunne fortælle om, at Finn Overgaard nu er tiltrådt som en aktiv bestyrelsesformand, der skal være med til at udvikle bureauet yderligere.

”Vi er tilfredse med resultatet. En vækst i bruttoavancen på 21% i et presset marked og et løft af resultatet på 48% i forhold til 2014 er svært at være utilfreds med. Men det har også været hårdt, og alle har knoklet for det. Derfor er vi meget opmærksomme på at væksten skal ske i en takt, som sikrer, at vi alle kan følge med. Men selvfølgelig går vi efter et tilsvarende resultat i 2016”, siger Hans-Henrik Søndersted-Olsen.

Det er især de eksisterende kunder, der har øget aktiviteterne, men også nye kunder har bidraget til væksten.

”Vi siger jo: ”Marketing Driving Sales” Og det mener vi helt bogstaveligt. For os handler det om at orkestrere en dialog med kunderne på tværs af kanaler. Fra web, e-mail og sociale kanaler helt ud til salgssituationen,” siger Hans-Henrik Søndersted-Olsen og fortsætter:

”Og det oplever vi er efterspurgt blandt mange virksomheder i øjeblikket. Vi oplever, at den databaserede lead-generering kan give virksomhederne nogle konkurrencemæssige fordele, som rækker langt ud over traditionel marketing.”

Klausen + Partners har i årets løb løst opgaver for bl.a. DEAS, Hempel, HOFOR, Johnson & Johnson, Jyske Bank, Struers, Telia og MAN – med sidstnævnte som fredag aftens vinder.

Nøgletal for Klausen + Partners

  • Bruttoavance 21,3 mio. kr. +21,0 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 1,183 mio. kr. +17,6 pct.
  • Lønandel 56 (60,1)
  • Resultat af primær drift +5,072 mio. kr. +48,3 pct.

    Bruttoavancen er estimeret af Bureaubiz