Ny forvirring om Helse-navnet

Peter Engholm
peter@bureaubiz.dk

For nylig toppedes magasinet Helse og helsemagasinet Sundhed. Nu forveksles Helse med Helse Danmark, der beskyldes for at markedsføre og sælge ulovlige kosttilskud.

I foråret opstod navneforvirring mellem magasinet Helse og “Sundhed – det nye helsemagasin”, der begge er opstået i kølvandet på konkursen i selskabet bag Helse.

Forvirringen spidsede til, da selskaberne bag hhv. Helse og Sundhed beskyldte modparten for at lyve om videreførelsen af det gamle Helse – for førstnævnte har retten til navnet Helse og sitet www.helse.dk, den sidstnævnte har alle de øvrige bestanddele omkring bladet.

Nu er der opstået ny forvirring – og den knytter sig fortsat til Helse-navnet.

Magasinet Helse er nemlig i flere omgange blevet forvekslet med et postordrefirma ved navn Helse Danmark, og derfor har Forlaget Mediegruppen, der udgiver Helse, udsendt en pressemeddelelse der understreger, at man intet har at gøre med hverken firmaet, produkterne eller markedsføringen.

“Vi er rigtig kede af, at vores navn bliver misbrugt på den måde af et firma, der åbenbart ikke har helt styr på god markedsføring eller salg af kosttilskud. Vi arbejder hver dag på at lave et troværdigt og godt produkt i form af magasinet Helse, og så er det ærgerligt, at andre benytter navnet til at tillægge deres produkt noget af vores troværdighed,” siger Peter Larsen, der er direktør for Forlaget Mediegruppen.

Forlaget har flere gange oplevet, at frustrerede mennesker har ringet og klaget over modtagelse af kosttilskud, som de mener, at de ikke selv har bestilt. Der er hverken telefonnummer eller adresse på Helse Danmarks hjemmeside – kun en formular, der kan udfyldes.

Senest har en østjysk kvinde modtaget en skrivelse fra Lægemiddelstyrelsen, efter at hun har modtaget vareprøver på kosttilskud fra Mexico. Skrivelsen slår utvetydigt fast, at det er ulovligt at indføre lægemidler og kosttilskud fra Mexico. Kvinden troede, at vareprøverne var afsendt fra magasinet Helse og gik til pressen med den historie.