“I 2. og 3. kvartal tabte vi røven ud af bukserne,” sagde Jørgen Christian Juul, adm. direktør i La Familia, oven på 2007-regnskabet, der viste et underskud i den primære drift på næsten 1,7 mio. kr.
2008 tegnede lysere, og der er overskud i første halvår i La Familia – men fra på mandag er der ikke længere noget, der hedder La Familia. Bureauet fusionerer med Os, får navnet Os – og Par No. 1 køber majoriteten af Os.
Os’ adm. direktør, Nicoline Olsen, bliver den, der fører stafetten videre. På samme måde som Flemming Møldrup, som er nuværende – og kommende – kreativ direktør i Os, mens Jørgen Juul bliver udviklingsdirektør.
Med købet af Os fortsætter Par No. 1 den vækst, der allerede sidste år var på 63 pct. i bruttoavance – og dermed den 5. højeste i Bureaubiz’ analyse af nøgletal. Bureauets resultat af primær drift var med sine 814.000 kr. ikke prangende, men det bliver til gengæld placeringen i reklamebureauernes top 10: Den samlede bruttoavance for Par No. 1, La Familia og Os rundede i 2007 60 mio. kr., og det gør det Viborg-baserede bureau til Danmarks 7. største reklamebureau, placeret mellem Halbye Kaag JWT og Republica.