Ny kampagne puster liv i ejendoms-forvaltning

Peter Engholm
peter@bureaubiz.dk

BtB – og så endda ejendomsforvaltning? Men bliv hængende, for indtrækket til en ny kampagne for DEAS appellerer i høj grad til højre hjernehalvdel.

DEAS forvalter ca. 2000 ejendomme – eller rettere; tager vare på ejendommene. For selv om der naturligvis er benhårde tal og rationaler bag at vælge DEAS til sin ejendom, så går en ny kampagne både blødt og holistisk til værks.

Kampagnen fra Umwelt hedder ’Liv til ejendomme’, og den besjæler ejendomme som Dronningegården og Østerfælled Torv i København og Nordstjerneskolen i Frederikshavn. Det sker med skumringsbilleder som dette:

“Jeg er Dronningegården. Jeg voksede op, mens bomberne faldt. Det satte sine spor. Mine dybe fuger afslører, at der ikke var mørtel nok. I dag er her så fredeligt. Jeg nyder livet sammen med mine beboere. Og selv om jeg har levet et langt liv, føler jeg mig ikke gammel. Byens puls holder mig ung.”

Det holistiske underbygges af film optaget med droner over det meste af Danmark og på internationalt, digitalt niveau. Flyveturene kan ses på livtilejendomme.dk.

”Umwelt har hjulpet os med at transformere dét, vi står for – effektiv administration og udvikling af ejendomme – til løftet om at give liv til ejendomme. Det er vores Mission Statement på en anderledes måde – en mere poetisk vej at gå,” siger Ann Dorthe Koch, der er kommunikations- og marketingdirektør i DEAS.

Hun uddyber:


”Her er klassiske testemonials – anvendt på en usædvanlig måde, idet ejendommene i kampagnen bliver talspersoner. For ejendomme er lige så forskellige som mennesker, med vidt forskellige behov.”

Hos Umwelt siger Client Director Heine Øster Hansen:

”DEAS er markedsleder, og kommunikationen afspejler denne position og selvtillid. Man fremhæver ikke egne kompetencer og fortræffeligheder, men tør være mere subtil i kommunikationen og lade resultaterne tale for sig selv i form af bygningerne. Man kan sige, at vi i lige så høj grad taler til hjertet, som til hjernen.”

Han tilføjer:

”Selv om den primære målgruppe er ejendomsinvestorer, så kan vi godt gå en lille omvej til DEAS’ løfte, som er fullservice-kompetencer inden for ejendomsforvaltning.”