Lave huspriser, flot natur og udsigten til en kommende Femern Bælt-forbindelse til Tyskland i 2029 er blandt salgspunkterne i en ny kampagne, der skal få unge til at rykke teltpælene fra storbyerne til Lolland.
‘Firstmover’, som kampagnen fra Lolland Kommune hedder, er udviklet i samarbejde med Soundvenue Creative, og skal inspirere målgruppen ‘urbane unge i alderen 18-35’ til at udleve deres drømme på Lolland, hvor pengene rækker længere. Det fremgår af en pressemeddelelse.
Kampagnen består af tre videofortællinger om tilflyttere, der har taget springet fra storbyen til øen syd for Sjælland. Håbet er, at de kan være med til at gøre op med fordomme om Lolland og vise øens potentiale.
Et iværksætterpar, en børnefamilien og en frihedsrytter skal vise fordelene ved at flytte til Lolland – hvor der er ‘plads til drømmene’, som kampagnens tagline lyder. For de tre par indebærer det bl.a. mere plads, nye muligheder og mere tid i tilværelsen.
“Med Firstmover-kampagnen har vi prøvet at italesætte fordelene ved at turde tage springet gennem en framing, der skaber nogle anderledes associationer end man måske hidtil har haft om Lolland. Vores målsætning har derfor været at finde nogle mennesker, som den yngre målgruppe kan spejle sig i: Dem, der i dag er med til at tegne fremtidens Lolland, som for kort tid siden sad i København med drømmen om frihed, højt til loftet og et liv i et andet tempo – og som nu har fundet dét liv på Lolland,” siger Anders Halkjær, som er konceptudvikler i Soundvenue Creative, i pressemeddelelsen.
De tre personlige tilflytterfortællinger udfoldes på kampagnesiden firstmover.nu, og kører desuden på sociale medier og udvalgte busser i Københavnsområdet til og med august.
Firstmover-kampagnen på bus 18