Ny kampagne skal skaffe flere mandlige pædagoger

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Kampagnen startede i søndags og har nået knap 1,5 mio. danskere. Lead Agency og Force of Nature har hjulpet.

I søndags startede en kampagne på de sociale medier, hvor man i en video ser voksne overraske de pædagoger, de havde som børn, for at sige tak fordi de gjorde en forskel.

Blandt dem er journalist og tv-vært Thomas Skov, der overrasker sin gamle børnehavepædagog Palle og takker ham for at have været med til at gøre ham til den, han er i dag.


Kampagnen, der er skabt i samarbejde med Lead Agency og Force of Nature, kommer fra Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling og har til formål at få flere mandlige pædagoger til at søge job i landets vuggestuer og børnehaver.

”Kampagnen skal vise den kæmpe betydning, pædagoger i daginstitutioner har for vores børns udvikling. De fortjener stor anerkendelse, fordi deres faglighed er med til at forme børns liv,” siger kampagnechef fra Lead Agency, Anita Baun Hørdum og fortsætter:

”Men kampagnen taler også ind i en offentlig samtale, der lige nu er meget fokuseret omkring særregler for mænd – om de f.eks. må kramme vores børn. Her giver kampagnen et nyt perspektiv og taler pædagogerne op, og kampagnens modtagelse viser, at det virkelig har været tiltrængt. Vi tror på, at dette perspektiv på faget kan åbne flere mandlige pædagogers øjne for, hvor fagligt udfordrende og givende det er at være børnehave- og vuggestuepædagog”.

Siden filmen blev lanceret på Facebook har kampagnen nået knap 1,5 mio. danskere og er blevet set af over 700.000. Desuden er den blevet delt 9000 gange.

I følge Nathalie C. Larsen, digital chef i Lead Agency er der flere elementer, der er afgørende for filmens store gennemslagskraft:

”Videoen giver anledning til at takke en gruppe mennesker, der har haft stor betydning for vores liv, men som vi måske ikke har fået sagt ordentlig tak til. Kampagnen faciliterer den samtale og opfordrer med gode og rørende eksempler brugere til at italesætte den betydning det pædagogiske personale har. Kampagnen går lige i følelserne, men har også et vigtigt budskab i ryggen – det betyder, at vi gerne vil være medafsendere, og at vi trykker på dele-knappen”.

Ud over løbende aktiviteter på Facebooksiden består kampagnen, der har et budget på 900.000, af en rækker PR-indsatser og information til daginstitutioner, kommuner, professionshøjskoler og forældrebestyrelser med gode råd til, hvordan man kan sikre en mere mangfoldig medarbejderskare.

Videoen kan ses her på Facebook