Ny kategori i CCA bliver topscorer

Peter Engholm,
journalist

Creative Circle Award har fremgang i år med næsten 700 indsendte arbejder. Prisens nye tiltag er blevet godt modtaget – i særdeleshed Humor-kategorien.

Nordens største kreativitets-pris, Creative Circle Award (CCA), er vokset med 12 pct. i forhold til sidste år. I alt 681 arbejder er indsendt i de voksnes rækker, suppleret med 221 i ungdomskonkurrencen YCCA. Altså godt 900 arbejder, som tilsammen 7 juryer skal bedømme.

”CCA er igennem snart 29 prisuddelinger gået op og ned, men når vi i Creative Circle fremhæver fremgangen i indsendelser, skal det også ses i lyset af konsolideringen i bureaubranchen. De mest prisvindende kreative var tidligere spredt på en lang række bureauer – i dag er de koncentreret på færre,” siger Dorte Nielsen, der er formand for Creative Circle. Hun tilføjer:

”I YCCA har vi for første gang rundet 100 deltagende teams, nærmere bestemt 104. Og stigningen i antallet af teams kommer næsten udelukkende fra bureauerne, hvilket også er positivt.”

Humor topper blandt indsendelserne
CCA er ikke kun kendt for sine mange kategorier – i år 55 i alt – men også for konstant at ryste posen. Alene inden for Advertising & Digital Advertising har Creative Circle i år præsenteret tre nye kategorier: Humour in Advertising, Creative Use of Influencers samt Earned Media.

Bestyrelsesmedlem i Creative Circle, René Sohn Kammersgaard, siger:

”Alle tre discipliner er medieløse, og dermed kæmper forskellige medietyper mod hinanden i kategorierne. Og der er blevet godt imod alle tre i form af mange indsendelser – Humor i særdeleshed, idet kategorien har fået flest indsendelser af alle i CCA 2020.”

Et afvæbnende værktøj
René Sohn Kammersgaard uddyber om årets topscorer:

”Humor i reklame har i nogle år været lidt nedprioriteret. De fremtrædende tunge emner er blevet håndteret med mere emotionelle greb. Men i netop eksekveringen kan humor – som et afvæbnende værktøj – godt bringes i spil. Epica har introduceret kategorien, og vi kan se, hvordan den nordiske – og danske – tradition for det humoristiske står stærkt.”

Han forudser interessante diskussioner blandt de jurymedlemmer, der skal bedømme de mange indsendelser. Det er ikke kun mavefornemmelse, og hvad den enkelte selv måtte synes er sjovt, der afgør kategorien, men også en vurdering af, hvordan humoren er brugt – også i forhold til målgruppen.

Hyldest til kreativ brug af influencere
Influencere er det seneste års vel nok mest diskuterede marketing-kanal, og her går Creative Circle mod strømmen:

”I stedet for at skælde ud over dét, der er rigtigt skidt inden for influencer-markting, så vil vi gerne hylde, når influencers bliver brugt på kreativ vis. Det kunne være et anderledes indhold, en nyskabende måde at bruge kanalen på eller en gentænkning af begrebet influencer,” siger René Sohn Kammersgaard.

I det hele taget er Creative Circles 2020-initiativer blevet vel modtaget:

Den nye håndværks-kategori, Use of Emerging Technology, har fået flest indsendelser af alle inden for Digital Design. Og Creative Programming – en anden håndværks-nyhed – har ifølge Creative Circle også gjort det godt, hvad angår antal indsendelser.

I Design er Small Business Identity årets topscorer efterfulgt af Logo, der er en ny kategori.

Overrækkelsen af de mange priser finder sted den 15. maj i København.