Ny kendis-kampagne: Helena Christensen skal transformere traditionelt modefirma

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Bon’a Parte i Ikast vil flytte sig fra at være en traditionel postordre modevirksomhed til en højprofileret shoppingportal, og har hyret to bureauer til opgaven. Se filmen med Helena C. her.

JBS samarbejder med Ronaldo om en undertøjs-serie, og Change har indgået samarbejde med Britney Spears.

Kendisser og mode spiller ofte ganske godt sammen, og flere danske virksomheder har forfulgt modellen. Nu slår Ikast-virksomheden Bon’a Parte ind på samme vej.

Bon’a Parte er i udgangspunktet en traditionel postordre modevirksomhed, men ambitionen er at udvikle sig til højprofileret shoppingportal. I den forbindelse hyrede man i foråret to bureauer – Gorm Larsen & Zornig og Face Media til at udvikle en ny kommunikation.

Det er de nu klar med, og til formålet har man indgået et samarbejde med den tidligere danske supermodel, Helena Christensen om at være Bon’a Partes ansigt.

”Bon’a Parte er et skandinavisk brand og de skandinaviske livsstilsværdier er ikke blot en tankegang, men en iscenesættelse af hele vores gøren og laden. Derfor er vi i fuld gang med at realisere vores vision om at etableret en portal med mode- og skandinaviske livsstilsprodukter. Kunderne vil fremover – udover vores egne brands – også kunne opleve og købe produkter fra andre skandinaviske mode- og livsstilsbrand”, siger senior manager, Commerce Claus Hyldgaard fra Bon’a Parte.

Kampagnen går i luften på mandag, og for første gang vil Bon’a Parte kunne ses på TV og outdoor. Det er planen at den skal fortsætte i 2015.

”Helena Christensen er med til at understøtte og styrke Bon’a Partes skandinaviske identitet. Hun har dedikeret sig 100 % til opgaven. Hun har selv valgt kampagnens designs og bidraget til iscenesættelsen. Hun er topprofessionel og har integreret hendes person i Bon’a Partes univers. Og det matcher firmaets grundlæggende vision,” siger Søren Stemann Beck, adm. direktør hos Gorm Larsen & Zornig.