Opdateret: En 2-årig rejse er ved at være succesfuldt tilendebragt for Umwelt’s adm. dir. og hovedejer, Steen Søndergaard.
I 2007 købte han bureauet ud af den fejlslagne fusion med Republica og endte som ene-ejer, idet hans mangeårige partner og bureauets kreative direktør, Christian Nielsen, samtidig ønskede at drosle ned.
Men Steen Søndergaard har altid ønsket at få bureauet tilbage til sit udgangspunkt i form af en aktiv partnerstruktur.
“En partnerstruktur er den rigtige model til at drive et bureau som vores i forhold til den profil, vi ønsker at have”, siger Steen Søndergaard.
Bureauet har netop taget imod en ny kreativ direktør og partner i skikkelse af Peter Dalgas, der er hentet hos Co+Høgh, hvor han bl,a. har løst opgaver for teleselskabet 3, Nutella, Rynkeby, Wupti, Aqua D’or, mfl.
Dermed kan Steen Søndergaard sætte det næstsidste flueben.
“Vi har været på udkig efter en kreativ direktør i godt og vel et års tid. Peter er valgt, fordi han er ambitiøs, og fordi han har en profil, som vi vil betegne som en næste generations kreative med alt hvad det indebærer af nysgerrighed og viden om nye digitale muligheder i massekommunikation”, siger Steen Søndergaard og tilføjer, at han principielt gerne vil have en kreativ direktør og partner mere.
“Men det er ikke presserende, og det sker ikke, før den rigtige er der”, siger Steen Søndergaard.
Der er nu fire partnere, idet bureauet for et år siden ansatte de to kontaktdirektører, Martin Michael Hansen og Mikkel Heideby, som samtidig trådte ind i ejerkredsen. Hertil kommer Jan Sørensen, der er partner i både Umwelt og Magnetix. De to bureauer har en ejerandel i hinanden.
Med ansættelsen af Peter Dalgas har Steen Søndergaard definitivt sagt farvel til Christian Nielsen, der var med til at stifte bureauet tilbage midt i 90’erne.
Man skabte sidste efterår en fælles kreativ afdeling mellem Umwelt og Magnetix, hvor Christian Nielsen sammen med Jan Sverker, skulle være overordnede idemagere, der skabte koncepter men ikke eksekverede.
“Jeg mener stadig, at ideen var god og rigtig – men tiden var forkert. Der er ingen kunder, som i disse tider efterspørger den slags, og derfor har vi nedlagt afdelingen”, siger Steen Søndergaard.