Ny kreativ direktør til Ogilvy

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Afløseren for Mikkel Elung har en fortid hos både digitale bureauer og traditionelle reklamebureauer.

Ogilvy Advertisings kreative dir., Mikkel Elung, lod sig friste af et nyt job hos Brandhouse. Nu er adm. dir. Christian Bjerrum så klar med en afløser.

Valget er faldet på Morten Kjær, der umiddelbart kommer fra en tilværelse som free-lance. Han har dog en lang karriere hos forskellige bureauer.

Senest prøvede han kræfter med Zupa. Det blev dog en kort fornøjelse på et halvt års tid. Før da havde han været syv år hos Robert/Boisen & Likeminded.

“Morten har også været med til at lave noget af det arbejde jeg har beundret mest ikke mindst for Interflora, scor.dk, Ikea og Suzuki. Han har også hentet en række imponerende priser hjem fra Cannes og andre udenlandske konkurrencer. Så jeg er meget glad for at have fået ham med ombord”, siger Christian Bjerrum og fremhæver, at Morten Kjær som kreativ tænker kommercielt og har forstået vigtigheden af effectiveness og ROI.

Udover Zupa og Robert/Boisen har han også været hos BBDO og Saatchi.

Morten Kjær fremhæver selv, at Ogilvys tilgang til brands og ideer er overraskende enkle.

“Deres målsætning om at være det mest kreative netværk i verden er et mål, jeg kan forstå, så jeg glæder mig til at komme ind i netværket,” siger Morten Kjær.