Ny kreativ direktør i Hjaltelin Stahl

Peter Engholm
25@mail.dk

Sommerens sølv-løve vinder, Thomas Ilum, bliver Digital Creative Director på bureauet og vender således hjem til Danmark efter godt fem år i udlandet, senest McCann i London.

Thomas Ilum forlod Reputation – og Danmark – i 2009, men har løbende sendt hilsner hjem i form af internationale awards, bl.a. en Future Lions i Cannes i 2010 og en sølvløve i Cannes i sommer (sammen med Zoe Sys Vogelius).

Den udenlandske karriere omfatter Leo Burnett Chicago, Y&R i New York og senest McCann London, hvor Thomas Ilum som Interactive Creative Director har været kreativt ansvarlig for bl.a. Xbox og Momondo.

Nu går turen tilbage til Danmark, til Hjaltelin Stahl, hvor han den 15. januar tiltræder som Digital Creative Director.

”Vi har bejlet til Thomas gennem længere tid og nu er det heldigvis en realitet. Thomas har et tårnhøjt kreativt niveau og er digital indfødt. Han har siddet som øverste kreativ ansvarlig for en række meget interessante tværmedielle koncepter for nogle af klodens allerstørste brands,” siger Senior Partner, Thomas Adamsen.

Han suppleres i en pressemeddelelse af Nicolai Stahl:

”Ilum er en ægte 360 graders multidiciplinær kreativ, som er rigtig stærk i social media, mobil og digital, men også inden for film og klassisk kreativ konceptudvikling. Og så er han født nysgerrig og ydmyg, som er to dyder, vi sætter særlig stor pris på.”

Og manden selv forklarer om skiftet til dét, han i pressemeddelelsen omtaler som ”den talentfulde familie på Vestergade”:

”Efter nogle fantastiske og lærerige år ude i verden glæder jeg mig enormt til at vende hjem – og kan ikke forestille mig et mere interessant bureau at skulle starte på lige nu end Hjaltelin Stahl.”