Ny kunde til Mensch

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Denne gang dog en af de mindre. Men det er ikke udelukket, at den kan vokse. Desuden er Zupa Recommended lidt involveret.

Mejeriforeningen og Mensch er en ny konstellation. Men i lørdags så man de første annoncer for et nyt mærke fra Mejeriforeningen, og det fremgik af øverste højre hjørne, at Mensch var skaberen.

Der er tale om et “Dansk Mælk” logo, som i øvrigt er udviklet af Zupa Recommended.

Selvom dansk mælk udgør klart den største del af forbruget, så er der stadigt flere handelsmærker og dansk mælk er udfordret mere end tidligere.

“Vi ved fra vores analyser, at de fleste forbrugere foretrækker dansk mælk, og derfor har vi besluttet at etablere dette mærke, så de får mulighed for at foretage valget,” siger Jan Hermansen, der er strategi- forretningsudviklings-chef.

I første omgang er der tale om en 10 dage lang print-kampagne.

“Det er, hvad der er besluttet. Så må vi se, hvad evalueringen siger i forhold til, om der skal gøres mere.

Mærket fra Zupa Recommended er kommet fra en af Mejeriforeningens medlemsvirksomheder, der havde det liggende i skuffen.

Valget af Mensch hænger sammen med, at bureauet står bag den store imagekampagne fra Landbrug & Fødevarer.

“Bureauet er partner på den nye fortælling, og vi synes, de har været gode til at sætte tingene i et forbrugermæssigt perspektiv. Derfor fandt vi det naturligt at vælge dem til dette projekt,” siger Jan Hermansen.

Mærket er i første omgang at finde på alle Arlas mælkekartoner, men alle øvrige danske mejerier forventes at følge trop i løbet af den kommende tid. Desuden kan også handelsmærker bruge mærket.