Ny kunde til Recommended Cph

Peter Engholm
25@mail.dk

Det københavnske bureau med de jyske aner skal inspirere detailkæderne til at sælge mere frugt og grønt.

Recommended Cph åbnede for snart halvandet år siden – og selv om bureauet er københavnsk, både i navn og beliggenhed, så slår det jyske ophav igennem i form af armbevægelser, der ikke er alt for store.

Faktisk har der været stille omkring bureauet, men det er ikke ensbetydende med, at der ikke er kunder i biksen.

Således beretter bureauet nu om “6 om dagen” – en kampagne, der har eksisteret i 12 år og er et samarbejde mellem bl.a. Fødevarestyrelsen, Landbrug & Fødevarer, Hjerteforeningen og Kræftens Bekæmpelse om at få danskerne til at spise mindst 300 gram frugt og 300 gram grønsager om dagen.

“Vi valgte Recommended Cph. til opgaven, fordi vi mener, at de kan løfte udfordringen og få detailhandlen og andre partnere til at løfte i flok sammen med os. Recommended Cph. har en god forståelse for detailhandlen og partnerskaber, og så har de gode strategiske, digitale og kreative kræfter i huset. Det, vi har ledt efter i forbindelse med projektet, har været en samarbejdspartner og ikke en envejsleverandør. Det har vi fundet nu,” siger Vibeke Toft, kampagneleder for 6 om dagen.

Recommeded Cph har i forvejen Fuldkornspartnerskabet, der – via Fuldkornsmærket – skal gøre det lettere for forbrugerne at træffe et sundere valg, når der købes ind.

Og samme type opgave gør sig gældende i 6 om dagen – og det er en tiltrængt opgave, for danskerne spiser kun halvdelen af den anbefalede mængde grøntsager.

Den nye  6 om dagen-kampagne, hvor Recommended Cph. i samarbejde med søsterselskabet Zupa er valgt som strategisk og kreativ partner, er en fleksibel størrelse, for medieplanen afhænger af, hvor meget detailbranchen involverer sig.

“Vi har udviklet en kampagnepakke til detailkæderne, som 6 om dagen-partnerskabet producerer og stiller gratis til rådighed for kæderne. Selve medieplanen afhænger herefter af, hvordan de forskellige kæder vælger at involvere sig i kampagnen. Derfor er vi tidligt ude og i dialog med detailkæder og producenter allerede nu for sammen med dem at skabe medieplanen,” siger Rune Gitz-Johansen, adm. direktør i Recommended Cph.

Kampagnepakken til kæderne omfatter POS-materiale, instore TV, hovedvisualer, bannere, butikskonkurrencer, smartphone applikation, guerilla events, tailormade m.m.

“Strategien er at inspirere kæderne til at gå sammen med os og den vej igennem skabe direkte mersalg i grøntsagsafdelingerne. Samtidig giver vi detailkæderne mulighed for selv at sætte deres aftryk på kampagnematerialet og skalere op og ned for kampagnen, som det nu passer dem bedst,” siger Rune Gitz-Johansen.

Den landsdækkende kampagne skal i uge 38 og 39 inspirere danskerne til at købe flere grøntsager.