Ny kunde til Saatchi & Saatchi

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Der er tale om en projektopgave, der er vundet i konkurrence med Adpeople og Co+Høgh.

Forårets projekt i Københavns Lufthavn handler om parkering – i hvert fald hvis man taler om markedsføring.

Men da lufthavnen ikke har et bureau som fast samarbejdspartner, har opgaven indebåret en runde blandt tre bureauer. Man vil ikke selv tale om en konkurrence – men runden har dog indebåret, at bureauerne har skullet komme med kreative ideer til løsning af opgaven.

Resultatet er blevet, at Saatchi & Saatchi kan skrive projektet på kundelisten efter, at have været oppe mod Co+Høgh og Adpeople. Sidstnævnte har i forvejen håndteret projekter for Københavns Lufthavn. Men det er ikke nødvendigvis lig med, at samarbejdet nu er stoppet.

“For os er parkering det projekt, vi koncentrerer os om, og her bliver det Saatchi, der skal udføre opgaven. Men jeg ser afgørelsen som et tilvalg – ikke et fravalg af nogen”, siger markedsdirektør, Janne Moltke-Leth, Københavns Lufthavn.

Det vil være første gang, at Københavns Lufthavn markedsfører sine parkeringsfaciliteter, men Janne Moltke-Leth vil ikke gå nærmere ind på, hvad planerne går ud på.

“Vi ønsker at kommunikere bredere med mulighederne og gøre dem tydeligere over for de rejsende”, er, hvad hun vil sige på nuværende tidspunkt.