Ny Kvickly-strategi betyder farvel til et og goddag til to nye bureauer

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Kæden har valgt en anderledes tilgang til bureaupartnere. Strategien laves af et trend-bureau, mens et andet skal eksekvere.

Kvickly ønsker at tænke sin markedsføring meget mere hollistisk, og det ønske har ført til en mere utraditionel tilgang til samarbejdet med bureauer.

Konkret har man sagt farvel til Co+ og i stedet indledt et samarbejde med Firstmove, som mere er et trend-bureau inden for adfærd end et klassisk bureau.

“Vi har i efteråret gennemført et stort studie sammen med Firstmove, hvor vi har arbejdet med kundeindsigter – både i forbindelse med kunders adfærd og holdninger i detailhandlen generelt samt i forhold til Kvickly konkret. Vi ønsker at vores markedsføring skal være meget mere baseret på kundeindsigt og vi vil bygge vores initiativer op omkring, hvad det er kunderne har fortalt os,” siger kommerciel direktør Anne-Marie Navarro og tilføjer:

“Firstmove har hjulpet os med studiet og vi har valgt at lade dem fortsætte på det strategiske arbejde. De skal hjælpe os med at opbygge den position, som vi ønsker. Når det så kommer til kreativ eksekvering og taktiske initiativer, vil vi samarbejde med Republica, som i forvejen håndterer vores tilbudsaviser.”

Hun har ansvaret for både salg, marketing, CRM samt butikskoncepter/indretning/in store materialer, og derved er der skabt grundlag for at tænke mere hollistisk.

Samarbejdet med Firstmove sigter således ikke isoleret mod en kampagne.

“For mig er butikken f.eks. i lige så høj grad et medie. Så det vi arbejder med gælder også både butiksindretning og vareudvalg,” siger Anne-Marie Navarro.

Firstmove har altid fokuseret meget på indsigt i de såkaldte first movers, og Kvickly har da også et langsigtet fokus.

“Vi arbejder med nogle indsigter, som peger langt frem i tiden. Det giver os et mål at pejle efter, og snakker man om både butikker og vareudbud, så er det da også ting, som tager tid at ændre,” siger Anne-Marie Navarro og fortsætter:

“Fokus på first movers er det lange sigt, men det ændrer ikke på, at vi har fået findings, der kan bruges her og nu. Det er en proces, hvor vores aktuelle initiativer kan holdes op mod det langsigtede mål.”