Tabet af Fakta sved på reklamebureauet Manipulation. Det fortæller regnskabet for 2014 sit klare sprog om. Ikke så meget på bundlinjen, for den er faktisk blevet forbedret, men mere på toplinjen, der viser et markant fald.
Der er ikke meget at sige til den slags ud over at komme op på hesten igen og se frem. Og det er så hvad partnerkredsen har gjort. Bureauet har fået nyt navn – fra Manipulation til Connected, og en ny ledelse har sat sig i spidsen for bureauet.
Det drejer sig om Jakob Kaare Jensen og Carina Dreiøe, hvor førstnævnte er blevet udstyret med titlen adm. dir.
Jakob Kaare Jensen har været på bureauaet siden 2010 og kom dengang fra Gorm Larsen & Partners. Han har desuden en fortid som marketingchef hos Post Danmark.
Carina Dreiøe har været på bureauet i to år og kom fra et job som Nordic Sales/Marketing Manager hos Sony Nordic. Hun har desuden en fortid hos GN.
Den øvrige partnerkreds er intakt, men Jakob Kaare Jensen og Carina Dreiøe har øget deres ejerandel. Samtidig er der sket en mere skarp opdeling mellem reklamebureauet og aktiviteterne omkring Market Community. Sidstnævnte er de to partnere, Carsten Bjerregaard og Claus Sørensen nu mere involveret i.
“Vi bor nu dør om dør, for at styrke fokus på de forskellige forretningsområder,” siger Jakob Kaare Jensen og fortæller om navneskiftet:
“Manipulation var engang et smaddergodt navn til et reklamebureau, men tiderne har ændret sig, og vi syntes ikke rigtig, at navnet matchede det arbejde, som moderne markedsføring handler om. Det handler meget mere om at skabe forbindelser og relationer, og så var det nye navn Connected egentlig ganske oplagt. Vi har dog valgt ikke at gøre et stort nummer ud af det.”
Bureauet har faktisk nogle ganske flotte nøgletal på lønandel og bruttoavance pr. medarbejder. Når der trods dette er underskud, skyldes det en række andre omkostninger relateret til den noget anderledes forretningsmodel, der tidligere har været med både bureau og mediaaktiviteter.
Nøgletal for Connected (tidl. Manipulation)
- Bruttoavance 16,267 mio. kr. -26,8 pct.
- Bruttoavance pr. medarbejder 1,084 mio. r. +10,7 pct.
- Lønandel 47,9 (58,7)
- Resultat af primær drift -0,496 mio. kr. +58,0 pct.