Ny lederuddannelse skræddersyet til danske bureauledere

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Henrik Jensen, tidligere topchef i Dentsu Aegis Network og nu selvstændig med en ph.d. i innovation af bureauers forretningsmodeller i bagagen, starter en lederuddannelse for bureaudirektører.

I dag lanceres en ny lederuddannelse, der er skræddersyet til de danske bureauledere. Bag uddannelsen står Henrik Jensen fra Brandse & Co.

Henrik Jensen er tidligere topchef i mediabureauet Dentsu Aegis Network (nu Dentsu), som siden har taget en ph.d. i innovation af bureauers forretningsmodeller.

Henrik Jensen skrev for et år siden bogen: TV virker sgu da stadig, og han har desuden undervist på en håndfuld uddannelser, bl.a. HAP-uddannelsen på KEA.

I forbindelse med udviklingen af uddannelsen har Henrik Jensen interviewet syv danske bureaudirektører, som har givet deres input og feedback.

”Uddannelsen er derfor tilpasset de ledelsesmæssige udfordringer, som ledere på bureauer og andre rådgivningsvirksomheder inden for marketing møder i hverdagen,” siger Henrik Jensen og tilføjer:

”Der er en direkte sammenhæng mellem god ledelse og gode forretningsmæssige resultater. Bedre ledere giver bare stærkere bureauer. Uddannelsen er sat i verden for at hjælpe de ambitiøse danske bureauledere, som gerne vil klædes bedre på til at skabe større forretningsmæssig succes.”

De 26 lektioner på uddannelsen fordeler sig på fire moduler: bedre ledelse af forretningen, bedre ledelse af kunderne, bedre ledelse af medarbejderne og bedre selvledelse.

Uddannelsen, der hedder Agency Executive Leadership Programme, starter fredag den 5. marts 2021 og løber 16 uger.