Ny managing partner hos Geelmuyden Kiese

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Janna Sundewall forlader pr-bureauet. Samtidig med udnævnelsen af en ny managing partner, udnævner man endnu en partner.

Efter et annus horribilis, kunne Geelmuyden Kiese for to måneder siden melde ud, at man i 2017 var lykkedes med at vende et underskud til et overskud.

Nu forlader den ansvarlige firmaet fordi Janna Sundewall efter to et halvt år i Danmark ikke kan få det til at hænge sammen at bo i Sverige og arbejde i Danmark.

”Jeg har været en del af Geelmuyden Kiese i syv år, og jeg har nydt samarbejdet med gode kolleger i både Norge, Sverige og senest i Danmark. Her i København har vi de seneste år bevist, at Geelmuyden Kiese er et af de mest respekterede og velansete rådgivningshuse, hvilket gør mig enormt stolt. Men efter to et halvt år som Øresundspendler, må jeg erkende, at det praktisk ikke hænger sammen. Jeg ser dog frem til at følge selskabet på sidelinjen, mens jeg giver mig i kast med nye udfordringer uden for Geelmuyden Kiese”, siger Janna Sundewall.

Den nye managing partner bliver Karne Lykkebo, der hidtil har haft en stilling som strategisk direktør og partner og har været i bureauet siden 2011.

”At Janna stopper er et stort tab. Men hun efterlader et selskab, der er i bedre form end nogensinde, og jeg er sikker på, at jeg – og det øvrige partnerskab – kan forsætte den positive udvikling”, siger Karne Lykkebo, Managing Partner Geelmuyden Kiese Danmark

Ny partner i København
Samtidig med at der skiftes ud i ledelsen af Geelmuyden Kiese, udnævnes Mikkel Salgaard Bendtsen som ny partner hos Geelmuyden Kiese i København.

Han er udviklingsdirektør og har været hos Geelmuyden Kiese i 9 år.

Fra Hans Geelmuyden, grundlægger af Geelmuyden Kiese lyder det:

”Mikkel er uden tvivl en af de dygtigste strategiske kommunikationsrådgivere i Skandinavien, og jeg er glad for, at Mikkel har valgt at takke ja til at indtræde i partnergruppen. Partnerne i København repræsenterer alle unikke kompetencer og evner, som samlet set er ideelt til at udvikle vores kontor i København og bygge oven på den tidligere ledelses gode arbejde”.

Partnergruppen i København består af Mikkel Salgaard Bendtsen, Maria Steno, Karne Lykkebo og Christian Grønning.