Ny marketing-top til Lego

FiG

To udlændinge erstatter Mads Nipper. En ny CMO er fundet hos Coca-Cola mens en ny CCO er fundet hos Google.

Siden Mads Nipper forlod Lego for at blive ny koncernchef hos Grundfos, har den øverste marketing-post stået ledig. Det gør den ikke mere – Lego har ansat hele to nye som erstatning. De vil begge indgå i Lego Groups Management Board.

Den ene er Loren I Shuster (44), der bliver Chief Commercial Officer. Han er fundet hos Google, hvor han var managing director, Brand Solutions, Asia Pacific. Før Google var han 10 år hos Nokia.

Julia Goldin (45) bliver Chief Marketing Officer. Hun kommer til Lego fra et job som CMO hos kosmetikfirmaet Revlon og har desuden haft globale og regionale marketing-roller i Coca-Cola.

“Da vi skulle erstatte Mads Nipper stod det klart for os, at med vores nuværende strategiske prioriteter ville det være en fordel at dele rollen op i to. Jeg er sikker på, at vores to nye folk vil bringe erfaringer, der kan hjælpe os med at realisere vores udfordrende strategiske ambitioner inden for globalisering og digitalisering,” siger Legos CEO, Jørgen Vig Knudstorp.