Ny marketingchef får ansvar for et budget på 30 millioner

Peter Engholm
25@mail.dk

Intersport og OBI Sport fusionerer, og det har stor betydning for marketing. En ny marketingchef er netop udpeget, og hun lægger op til en ny, digitalt betonet strategi.

Da Intersports største aktionær, OBI Sport, i sidste måned overtog driften af sportskæden, varslede adm. direktør Peter Lau Larsen bl.a. særlig opmærksomhed på markedsføring.

Nu har han udpeget den person, der pr. 1. maj – som marketingchef for Intersport Danmark, OBI Sport og OBI’s samlede koncepter – skal udvise denne opmærksomhed. Og med budgettet til at gøre det.

Det er Line Lip, der siden oktober har været marketingchef i Intersport. Forinden var hun i et par år marketingchef i Fona og før det et par år på Sunrise som digital projektleder på en række af bureauets større  projekter.

”I det godt halve år, jeg har været i virksomheden, har den været i konstant transformation. Før lå marketing under Retail, så med sit eget område, og nu direkte under Peter Lau Larsen,” siger Line Lip.

Med funktionerne samlet er tilgangen til den nye post klar:

”Vi er ved at lægge en ny strategi for marketing og har givet hinanden håndslag på at kaste samtlige bolde i luften. Det ligger fast, at vi bl.a. skal høste synergi-effekten ved at slå to marketingafdelinger sammen, og vi skal også drage større fordel af at være en del af Intersport-kæden med 5.500 butikker på verdensplan. Det giver adgang både til internationale kampagner og til sportsstjerner. Og vi skal være betydeligt bedre digitalt funderet.”

Sammenlægningen af marketingafdelingerne fylder måske ikke meget i personer – 3 faste i alt, dertil skal lægges en række freelancere – men en del i budget.

”Intersport Danmark, OBI Sport og de øvrige koncepter har et marketingbudget på 30 mio. kr. – og de skal naturligvis placeres klogt, på tværs af platforme. Der er f.eks. den lokale markedsføring, der er vores klub, som vi p.t. er ved at opdatere, og meget vil være digitalt baseret fremover,” siger Line Lip.

På bureausiden har Intersport Hesehus til at håndtere web-shoppen (som hører under sportskæden retail-afdelingen) og Pryhl, der som leadbureau håndterer den overordnede kommunikation samt katalogproduktionen.

Disse to bureauer fortsætter man med, lød meldingen i sidste måned fra Peter Lau Larsen. Og det har ikke ændret sig med udnævnelsen af en ny marketingchef – dog med en tilføjelse:

”Med sammenlægningen vil nogle opgaver blive overflødige, mens andre og nye opgaver dukker op. Disse nye, digitale opgaver skal vi kigge på, men det er endnu for tidligt at sige noget konkret om,” siger Line Lip.

Til gengæld kan hun godt være lidt konkret om sin egen tilgang til jobbet:

”Jeg kommer med en forståelse for detail-handlen – mange af de udfordringer, som Intersport står overfor, kender jeg fra Fona. Dertil kommer et digitalt fundament – både fra min tid i telebranchen og hos Sunrise, som vil være en styrke i samarbejdet med IT-afdeling, mediabureauer og digitalbureauer på de mange kommende digitale projekter og kampagner,” siger Line Lip.