Efter 15 år i DSB forlod Morten Bo Bertelsen i foråret stillingen som koncernmarketingchef i DSB. En stilling han overtog efter Christian Bjerring.
Det har taget lidt længere end forventet at finde en afløser – men nu er det lykkedes.
Den nye koncernmarketingchef bliver 43-årige Steen Sørensen Kock, der senest kommer fra en stilling som marketingdirektør hos Nordisk Kellogg’s.
Den stilling forlod han dog i starten af året, hvor han blev erstattet af Charlotte Madsen.
“Steen har i hele sin karriere i Danmark og i udlandet arbejdet med at skabe vækst på basis af en dyb kunde- og markedsindsigt, en opdeling af kunderne i forskellige grupperinger ud fra behov samt konstant innovation. Alt sammen kompetencer som DSB kan drage nytte af i de kommende år i vores bestræbelser på at leve op til regeringens målsætning om en fordobling af antallet af passagerer frem mod 2030,” siger DSB’s kommercielle direktør, Mogens Jønck, til DSBs egen avis.
Ud over Nordisk Kellogg’s har Steen Kock også en fortid hos SCA Hygiene Products. Det er således en erfaren FMCG-mand, der nu kommer til DSB.